Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Papbriller kan blive et brugbart redskab i undervisningen


Elever på Holmegårdsskolen og Risbjergskolen har været prøvekaniner for et nyt undervisningskoncept fra Google, der kan gøre undervisningen mere levende
8. december 2015

-Wow, prøv lige at kigge ned. Jeg står i vand, og der er vand over det hele,” lyder det fra en elev i 2. klasse på Holmegårdsskolen.
Eleverne holder et sæt papbriller med en monteret smartphone op foran øjnene, og de bevæger ansigtet rundt i alle retninger for at se det landskab ved Mount Everest, som lærer Kasper Nielsen har taget dem med til.
De kan se bjergbestigernes teltlejre og fornemme de enorme bjergkæder i Himalaya.
Ved hjælp af et nyt undervisningsmateriale hos Google kan lærerne tage eleverne med til så forskellige steder som Mount Everest, rummet, havbunden ved Galapagos-øerne eller Rio de Janeiro for blot at nævne nogle af de eksotiske lokaliteter, der kommer ind i klasseværelset med Googles hjælp.

Og begejstringen er ikke til at tage fejl af i Science-lokalet på Holmegårdsskolen.
Papbrillerne er stillet til rådighed af Google, som i øjeblikket turnerer rundt i verden for at vise elever og lærere hvilke muligheder, der er for at gøre undervisningen i eksempelvis geografi, biologi og historie mere virkelighedsnær.
- Jeg ser rigtig gode muligheder i det her. Hvis en biologilærer fx skal forklare eleverne, hvordan en søanemone ser ud, er det meget nemmere, hvis de med deres øjne kan se den ved hjælp af de her briller,” siger Kasper Nielsen, der er lærer på Holmegårdsskolen.
Men også i et fag som historie kan eleverne ved hjælp af brillerne vandre rundt i historiske områder og se det i 3D.

For Hvidovres borgmester Helle Adelborg er de nye briller en god mulighed for fremtidens skole.
- Jeg ville ønske, at jeg gik i skole i dag med alle de mange spændende muligheder.
De her briller er en unik mulighed for at gøre undervisningen mere levende,” siger Helle Adelborg.

Hvidovre Kommune var den første kommune i Norden, der prøvede brillerne. Hvidovre er blandt andet blevet valgt som testkommune, da kommunen de senere år har foretaget store investeringer i IT-infrastrukturen. Skolerne i Hvidovre arbejder målrettet med IT og digital dannelse i hverdagen, og både medarbejdere og elever er hjemmevante på det digitale område.
- Vi er glade for, at vores elever og lærere er så digitale og villige til at lære nyt. Det er med til at sikre et kreativt testmiljø, som vi er stolte af at kunne tilbyde til Google, fordi det bidrager til at gøre eleverne endnu dygtigere, siger Helle Adelborg.
Ifølge Hvidovre Kommunes pædagogiske udviklingskonsulent, Thomas Ankler, kan brillerne nemt blive en del af den digitale værktøjskasse, som Hvidovres lærere i fremtiden kan gøre brug af.

- Det åbner op for en masse nye muligheder, men det kan ikke stå alene. Det kræver, at materialet tilpasses danske forhold, sådan så forløbene understøtter de læringsmål, der er en del af den danske folkeskole. Og det hjælper vi gerne Google med i Hvidovre, siger Thomas Ankler.