Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Se de nyeste bymidte-tegninger på Hovedbiblioteket

Den 6.- 18. oktober kan du se BCVA’s og Vandkunstens tegninger efter borgernes input på workshoppen i august
7. oktober 2015

Mandag den 5. oktober var der ”afleveringsmøde” for tegnestuerne BCVA og Vandkunsten på Hvidovre Rådhus. De to arkitektteams præsenterede deres nyeste skitser til fremtidens Hvidovre Bymidte for bedømmelsesudvalget. Tegningerne er resultatet af det arbejde, som engagerede borgere, politikere og to fagdommere er kommet med input til på de åbne workshops den 10. marts og den 27. august. Nu er det bedømmelsesudvalgets opgave at vurdere, hvilket forslag der skal sendes videre til kommunalbestyrelsen.

- Det var spændende forslag, tegnestuerne kom med, og jeg tror, at mange af de borgere, der deltog på de to workshops eller er kommet med kommentarer efterfølgende, kan se, at arkitekterne har lyttet, siger borgmester Helle Adelborg. – Og det er vigtigt, at vi finder en løsning for Hvidovre Bymidte, som er holdbar og som vi både som borgere og politikere kan se os selv og kommende generationerne i.

Bedømmelsesudvalget, som består af politikere, to medlemmer  af kommunens direktion, fagchefer fra kommunen, to fagdommere (arkitekter) og tre borgere – Birthe Mingon, Keld Blom og Charlotte Strandfeldt – har nu ”tænketid” frem til den 21. oktober, hvor udvalget mødes igen for at tage en beslutning.

I mellemtiden kan alle interesserede se tegnestuernes plancher ses på Hovedbiblioteket.
BCVA’s og Vandkunstens præsentationer fra afleveringsmødet kan ses på hvidovre.dk/bymidte.