Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Lad internettet hjælpe din virksomhed

Hvidovre Kommune og Google tilbyder kurser i, hvordan din virksomhed får succes online
3. september 2015

Er du virksomhedsejer og mangler du inspiration til, hvordan din virksomhed går online, så er der hjælp på vej.

I samarbejde med Google tilbyder Hvidovre Kommune små og mellemstore virksomheder gratis træningsforløb i at få "Succes Online". Målet er at sætte fuld gang i vækst, eksport og jobskabelse. Bag initiativet står en bred alliance af offentlige institutioner, private firmaer og større interesse-organisationer: Google, Håndværksrådet, IT Branchen, FDIH, Erhvervsstyrelsen, Amino (portal for iværksættere), Ivækst (portal for iværksættere og SMV’ere) og Deloitte.

"Hvis en virksomhed ikke er aktiv på nettet, sender det kunderne direkte i favnen på udenlandske virksomheder i stedet, og det er den udvikling, vi nu håber på at vende med et grundigt træningsforløb af Hvidovres virksomheder. Med internettet kan enhver virksomhed - ligegyldigt hvor lille og nichepræget den er - være global fra dag et," siger Jesper Eiby Christoffersen, ansvarlig for små og mellemstore virksomheder hos Google Danmark.

Succes Online er et træningsinitiativ, der vil hjælpe små og mellemstore danske virksomheder med at gribe digitaliseringens muligheder for at nå flere kunder billigere og på trods af geografiske begrænsninger. Som den nu femte i rækken af udvalgte kommuner tilbyder Hvidovre Kommune sammen med Google et begrænset antal lokale virksomheder et gratis forløb med foredrag, undervisning og personlig rådgivning. Træningen dækker alt fra online tilstedeværelse, e-handel, sociale medier, digital virksomhedsstyring til, hvordan man skaber trafik til sit website og får flere kunder.

Hvidovres borgmester Helle Adelborg ser frem til, at kommunen i samarbejde med Google kan tilbyde Succes Online-kurser.

"For Hvidovre Kommune betyder Succes Online-kurset, at lokale virksomheder får mulighed for med syvmileskridt at tage de digitale muligheder til sig og dermed være blandt dem, der med succes benytter de digitale muligheder indenfor markedsføring, salg og administration. Jo mindre virksomhed du har, jo vigtigere er det at have succes online," siger borgmester Helle Adelborg.

Det hele starter 28. september klokken 16 i cafeen på Hvidovre Hovedbibliotek, hvor der er Kick Off-møde med deltagelse af borgmester Helle Adelborg, Google og de øvrige partnere i initiativet.

Her skriver interesserede virksomheder sig op til træningsforløbet, som foregår fire eftermiddage i oktober/november med fire timer pr gang. For hver gang er der et nyt tema. Første modul vil handle generelt om virksomhedens online tilstedeværelse, næste om at få flere kunder på nettet, tredje modul om at skabe trafik på sin hjemmeside. Det fjerde har fokus på forretningsudvikling og eksport.