Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Ændringer i kommunens kørsel for ældre og syge

Fra 1. oktober er det Movia Flextrafik, der står for kørsel til læge og speciallæge
18. september 2015

Kommunalbestyrelsen vedtog sidste vinter en ændring af kørselsordningen for borgere med særlige behov, der er visiteret til kørsel til fx læge og speciallæge. Baggrunden var en regeringsbeslutning om, at alle kommuner skulle effektivisere på dette område.

Første etape af ændringen af kørselsordningen træder i kraft den 1. oktober 2015, hvor Movia Flextrafik vil overtage kørslen af visiterede borgere, der skal til læge eller speciallæge.
Borgere i Hvidovre, der allerede er visiteret til kørsel, har lige som lægehuse og speciallæger i Hvidovre allerede fået besked om den nye ordning.

Ændringerne i kørselsordningen betyder bl.a., at transporten bliver koordineret, så flere borgere kan blive samlet op og kørt i samme vogn.

- Det kan jo betyde, at man nogle gange får noget ventetid, når man skal hentes, eller at man kan opleve at køre en omvej, fordi andre borgere skal sættes af på vejen, siger borgerservicechef Margit Halberg fra Hvidovre Kommune. – Men Movia sørger for, at alle ture planlægges, så der kommer mindst mulig gene for borgerne.

En anden ændring er, at kommunen har udvidet tidsrummet for bestilling af kørsel til læge og speciallæge, og det skulle borgerne gerne opleve som en fordel, understreger borgerservicechefen.

Med Movia Flextrafik vil der fortsat være plads til de individuelle hensyn. Fx henter og afleverer chaufføren fortsat ved døren, hvis borgeren er visiteret til det.

Fra 1. oktober vil Movia Flextrafik også begynde at køre med nogle af de borgere, der skal til genoptræning, afprøvning af hjælpemidler samt syge og invalide børn fra skoler og ungdomsuddannelser.

Flextrafik er en del af Trafikselskabet Movia, som er ejet af de to regioner og de 45 kommuner på Sjælland. Movia administrerer bl.a. handicapkørselsordning, befordring af patienter til sygehuse, kommunal visiteret kørsel til f.eks. læge eller speciallæge mv. Fra 1. oktober 2015 er 22 kommuner med i kørselsordningen, og den seneste undersøgelse af brugertilfredsheden viste, at 81 pct. af kunderne er tilfredse med ordningen.