Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Borgmester i brechen for støjskærm langs Allingvej

Beder ministeren om hjælp til at sikre, at de øremærkede penge bruges som planlagt
4. september 2015

"Jeg fornemmer, at Banedanmark bruger en "støjpulje" til alt andet end det som Trafikudvalget har besluttet". Sådan skriver Helle Adelborg i et brev til transportminister Hans Christian Schmidt. Hvidovres borgmester beder i brevet, ministeren om at gå ind i sagen og sikre, at borgerne langs Allingvej får den støjskærm, de er blevet lovet i forbindelse med udvidelsen af Ringsted-banen.
Allingvej er som bekendt både belastet af støj fra motorvejen og bliver det yderligere af den kommende Ringstedbane. Derfor afsatte Trafikudvalget i 2010 i en tillægsbetænkning 16 mio. kr. til en 3 meter høj støjafskærmning på en 775 meter lang strækning langs Allingvej.

En borger, der bor langs Allingvej, gør i foråret kommunen opmærksom på, at beløbet er meget stort, og da Hvidovre Kommune henvender sig til Banedanmark for at høre, hvordan de er kommet frem til de 16 mio. kr., svarer Banedanmark, at det beløb slet ikke er øremærket til støjskærm langs Allingvej.
Det kommer som lidt af en overraskelse, særligt for de støjplagede beboere langs Allingvej.

- Jeg er glad for at en engageret borger kom til os med sin undren, der satte os i gang med at undersøge det her nærmere. Banedanmarks svar er jeg derimod stærkt forundret over, siger Helle Adelborg om baggrunden for, at hun har fundet det nødvendigt at henvende sig til ministeren.

"Kan det være rigtigt?" Spørger Helle Adelborg i sit brev transportministeren og afslutter brevet:
"Vil du være med til, at støjpuljen på de 16 mio. kr. skal anvendes til en støjskærm langs Allingvej, og derfor også kan løse problemet med motorvejsstøjen til gavn for borgerne langs Allingvej i Hvidovre Kommune?"