Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Ældrerådsformand: "Vi kan lære hele livet"

Hvidovre Kommunes ældre inviteres til en række kurser om det gode ældreliv. Det første kursus går i gang 15. september, og der er stadig ledige pladser
31. august 2015

Som ældre kan der være mange ting, man er usikker på. Derfor vil Hvidovre Kommune nu forberede sine borgere på ældrelivet.

Det sker igennem Ældreliv Hvidovre, som går i gang 15. september og herefter kører på tre forskellige hold hele efteråret. Kurserne vil ruste de ældre til at blive bedre til at håndtere ting som økonomi og pension, tryghed i hjemmet, sundhed og netværk.

Ældreliv Hvidovre er inspireret af Familieliv Hvidovre, hvor kommende og nybagte familier er blevet rustet til den nye tilværelse med børn. Disse forældrekurser var en stor succes, og nu er det de ældres tur.
Ældrerådets formand Birthe Mingon glæder sig over det nyskabende tilbud.

”Mange spekulerer over en masse forskellige ting, når de skal til at på pension. På kurserne i Ældreliv Hvidovre får man ting at vide, som kan være nyttige. Der er masser af tilbud, og man kan møde andre folk. Mange sidder alene, så det er en god mulighed for at komme ud og møde andre, der sidder i samme situation som en selv,” siger Birthe Mingon, der er formand for Ældrerådet i Hvidovre Kommune.

Der har allerede været stor interesse for kurset, og der er stadig mange ledige pladser på holdene. Birthe Mingon opfordrer sine ældre medborgere til at melde sig til.

”Man skal melde sig til, fordi vi som ældre ofte tror, vi ved det hele. Men det gør vi jo ikke altid, og så er det godt at få nye vinkler på tilværelsen. Vi kan lære hele livet,” siger Birthe Mingon.

Ældrerådet har hjulpet Hvidovre Kommune med at udvikle kurserne, og Birthe Mingon håber, at kurserne vil fortsætte.

”Det kunne være godt, hvis det fremover blev ganske naturligt at holde de her kurser. For der kommer jo hele tiden nye pensionister til,” siger Birthe Mingon og fortsætter:

”Hvidovre Kommune er en god kommune at blive ældre i. Vi har mange pensionistforeninger og utrolig mange andre tilbud.  Ældreliv Hvidovre-kurserne er et nyt vigtigt tilbud, som jeg håber mange vil tage godt imod,” siger Birthe Mingon.

Hvidovre Kommunes ældrekurser er finansieret af 1,5 millioner fra Ældrepuljen, og det er gratis at deltage. Projektet skydes i gang mandag 7. september på Sundheds- og Aktivitetsdagen i Medborgersalen med et oplæg af TV-lægen Peter Qvortrup Geisling.

Vil man med på kurserne, så kan man tilmelde sig hos SundhedsCentret på tlf. 36393737 eller  sundhedscentret@hvidovre.dk