Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Ny daginstitution i den gamle politistation

Bytoften 29 skal være rammen om en ny institution i Hvidovre Nord
26. juni 2015

Kommunalbestyrelsen har besluttet, at den ejendom på Bytoften 29, der indtil udgangen af april i år var lokalpolitistation, fremover skal være daginstitution.
Der er Hvidovre Kommune, der ejer ejendommen, der har været lejet ud til politiet. Nu hvor politiet er flyttet ud, har Kultur-, Miljø- og Vækstforvaltningen undersøgt muligheden for at benytte ejendommen til en daginstitution, ungdomsboliger eller plejeboliger.

Børn- og Velfærdsforvaltningen peger på småbørnsområdet, som det af de tre, hvor der er størst pladsbehov i øjeblikket. Der er nemlig pres på institutionerne i Hvidovre Midt og Nord pga. et stigende børnetal i de to områder. Et par af de eksisterende institutioner i området er desuden ved at være nedslidte, og ved at etablere en ny større institution, vil kommunen på sigt kunne erstatte de ældre institutioner.
Kommunalbestyrelsen har i første omgang sagt ja til, at forvaltningen kan undersøge, hvordan kommunen kan etablere en ny stor daginstitution, der hvor politistationen har ligget. Senere skal der så tages stilling til et konkret projekt.

Kommunalbestyrelsen besluttede på sit møde onsdag den 24. juni, at bruge 150.000 kr. på, at undersøge, hvordan ejendommen Bytoften 29 bedst kan blive til en ny stor børneinstitution.