Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Kæmpe filmkamera bliver nyt mødested i Hvidovre Bymidte

Armensk landskabsarkitekt vandt filmby-konkurrence med kombineret skulptur, møde- og kultursted
19. juni 2015
Inden længe vil Hvidovres borgere blive inviteret til i løbet af 48 timer at være med til at bygge et nyt mødested i bymidten. Mødestedet skal bygges af træ og vil have form af et kæmpemæssigt filmkamera med indbygget scene/skærm, som man kan bruge til at vise film, holde koncerter osv.

- Min idé tager udgangspunkt i det mest enkle symbol på film – nemlig filmkameraet, og min tanke er at gøre byrummet levende ved at give mennesker lyst til at mødes det. Men måske vil projektet føre til endnu mere, end jeg har forestillet mig og tegnet, skrev David Musaelyan, der vandt den innosite-konkurrence, som Hvidovre Kommune i samarbejde med bylivsorganisationen GivRum og Dansk Arkitekturcenter har haft i gang på hjemmesiden innosite.dk i løbet af maj måned. Hans projekt hedder ”Inside the Camera – and unknown Bird”.

David Musaelyan er landskabsarkitekt og bor i Armenien, og hans idé var bare én ud af i alt 58 idéer fra nær og fjern, der deltog i innosite-konkurrencen om at bruge bymidten til at vise, at Hvidovre er en filmby.

En enig jury bestående af bl.a. Charlotte Bagger Brandt fra Hvidovre Kunstråd, direktør Peter Aalbæk fra Zentropa, Gustav Leth fra borgerinitiativet Musikfabrikken, en arkitekt og repræsentanter fra Hvidovre Kommune og GivRum, valgte at det var David Musaelyan, der skulle belønnes med 1. præmien på 25.000 kroner.

- Projektet opfylder alle de kriterier, vi er blevet bedt om at vurdere ud fra, siger Peter Aalbæk, der suppleres af Charlotte Bagger Brandt: - Det ligner et kamera udefra og det er bygget i træ. Det har en smuk, poetisk formgivning, som vækker nysgerrighed.

Gustav Leth, som repræsenterer Hvidovres borgere i juryen – og de unge i særdeleshed er enig:
- Udover at det i sig selv er ikonisk og en måde at vise, at Hvidovre er en filmby, så er projektet et rum, der gør det muligt for folk at samles – enten til events eller bare for at sætte sig ind i et hyggeligt rum, som indbyder til samvær, siger han.

Der er afsat 25.000 kroner til at gøre idéen om filmkamera-rummet/skulpturen til virkelighed, og Hvidovre Kommunes kultur- og fritidsafdeling er netop nu ved at planlægge, hvordan og hvornår det skal gøres.

En video om vinderprojektet kan ses her:
https://www.youtube.com/watch?v=OKfGuEEXS-4#t=153

Flere oplysninger om innosite-konkurrencen findes på www.innosite.dk

Innosite er et initiativ af Realdania og Energistyrelsen med Dansk Arkitektur Center som operatør. På innosite.dk afholdes åbne idékonkurrencer, hvor alle inviteres til at komme med innovative løsninger på aktuelle udfordringer i byggeriet.