Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Giv dit bidrag til kunstprojekt i bymidten

Billedkunstner Camilla Nørgård efterlyser bl.a. gamle fliser og sten fra haven.
22. maj 2015

I samarbejde med Hvidovre Kunstråd og Hvidovre Kommune vil billedkunstneren Camilla Nørgård i juni måned lave et kunstprojekt i Hvidovre Bymidte.

Projektet har fået titlen "Midlertidig Hvidovre – Hvidovre Imidlertid" og undertitlen "Gamle fliser til nye bænke" vil blive indviet den 21. juni, men inden da har Camilla Nørgård brug for en hjælpende hånd fra Hvidovres borgere. Der skal nemlig bruges bl.a. fliser, betonkantsten, mursten og nogle buske.

- Det kan også være marmorstykker fra et gammelt bord, et stykke terrasso, forklarer kunstneren, der vil være i bymidten for at tage imod materialer i perioden fra den 1. til 8. juni – hverdag kl. 10-18.

- Hvis jeg ikke lige er der, vil der være nogle afmærkede steder man kan lægge tingene, tilføjer hun og understreger, at hun ikke er interesseret i store læs: – Blot et par stykker eller en rest, man har liggende, og som man synes kunne være sjovt at få til at indgå i projektet. Enkelte buske har også interesse. Hvis man alligevel skal have dem gravet op, kan man aflevere dem også.

Camilla Nørgård forklarer om kunstprojektet:

- Hvidovre er i konstant forandring. Cykler man forbi i alle villakvarterne, er der hele tiden nogen, der er ved at bygge om, og nogen der lige er blevet færdige. Der ligger bunker, der er ved at blive brugt, eller som er på vej væk. Der bliver revet ned og smidt ud og bygget på ny, siger hun. - Når folk flytter i ny lejlighed, skal der laves nyt køkken og badeværelse. Nogen steder får så lov at stå stille i mange år – andre laves om konstant.

- På hjørnet af Hvidovrevej og Risbjerggårds Alle vil jeg lave en lille plads, der et billede på denne forandring. Der skal laves bænke og en mindre pladsdannelse, noget der korresponderer med pladsen på den anden side (foran biblioteket) af lyskrydset.

Bænkene vil blive lavet af mursten og fliser. De vil komme til at ligne/mime små huse – rækkehuse, eller boligbyggeri. Den lille pladsdannelse laves af fliser - alt fra garagegulvet til køkkenbordets afbrækkede marmorfliser. På den måde bliver den lille plads blot en omrokering af nogle ting, der findes i forvejen og giver måske et billede af Hvidovre og alt den opfindsomhed, folk lægger for dagen, når der skal renoveres eller bygges nyt.