Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

200 idrætsfolk til fest med hædring og stand-up

Årets lederpriser gik til ledere og trænere fra Hvidovre Håndbold, Hvidovre Attack og De Grønne Pigespejdere
22. maj 2015

Humøret var højt, da omkring 200 idrætsfolk i alle aldre var samlet til årets hædringsfest i Medborgersalen den 20. maj. Det var traditionen tro Hvidovre Kommune, Idrætsrådet og Samrådet for frivillige børne- og ungdomsorganisationer i Hvidovre, der havde inviteret til hædringer, prisuddeling, underholdning og mad.

De mange sportsudøvere blev i løbet af aftenen kaldt på scenen for at blive hyldet for deres flotte præstationer i 2014, og årets lederpriser blev uddelt til tre dygtige ildsjæle, der gør et stort stykke arbejde i deres respektive klubber og spejdergrupper. Dorte Thomhav fra Hvidovre Håndbold blev kåret til årets idrætsleder, Tonya Mille Moth fra Hvidovre Attack blev årets ungdomsidrætsleder og Karin Laursen fra De grønne Pigespejdere i Strandmark løb med titlen som årets ungdomsleder.

Ved arrangementet talte både borgmester Helle Adelborg, formand for Idrætsrådet Ena Christiansen og formand for Samrådet, Inger Lise Jansson. Desuden stillede Teater Vestvolden med en overraskelse til de mange glade sportsfolk og spejdere: Stand up komikeren Sebastian Dorset udgjorde – ved siden af bandet Bunk Brothers fra Musikskolen – det ene af aftenens underholdende indslag, og han sørgede for at publikum fik trænet lattermusklerne.

Hvidovre Kommunes Elitepulje blev også uddelt til arrangementet. Tilskuddene fra puljen skal bruges til at udvikle klubbernes elitearbejde.
Hvidovre Badminton Club fik 60.000 kr., Hvidovre Attack Floorball Klub fik 100.000 kr., Hvidovre Volley Club fik 140.000 kr., Hvidovre Tennis Klub modtog 80.000 kr., Hvidovre Kajakklub fik 77.500 kr., Hvidovre Svømmeklub fik 35.000 kr., HIF Fodbold modtog 200.000 kr., Hvidovre Atletik og Motion fik 190.000 kr., og Hvidovre Ishockey Klub fik 140.000 kr.