Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Konkurrence: Brug bymidten til at vise Hvidovre som filmby

Hvidovre Kommune og bylivsorganisationen GivRum inviterer alle til en dyst på gode idéer. Følg med på innovationsplatformen Innosite frem til den 19. maj 2015. Vinderen får 25.000 kr. til sig selv og 25.000 kr. til at gøre sin idé til virkelighed.
17. april 2015

Hvad ville du gøre, hvis du skulle vise, at Hvidovre er en filmby, og du fik 25.000 kroner, råderet over 3200 kvadratmeter græsplæne bag Risbjerggård og 48 timer til at gøre det?

Sådan omtrent lyder oplægget til den konkurrence, som Hvidovre Kommune og bylivsorganisationen GivRum netop har skudt i gang på hjemmesiden innosite.dk. Det er en innovationsplatform for byggesektoren, som er sat i verden af Realdania og Energistyrelsen med Dansk Arkitektur Center som operatør.

Konkurrencen om at bruge Hvidovre Bymidte til at skabe aktiviteter, der viser Hvidovres identitet som filmby er åben for alle. Den har fået titlen ”Stage Your Mind”, og man kan deltage uanset, om man arbejder med byggeri, kultur eller design; uanset om man er almindelig borger – og uanset om man bor i Hvidovre eller ej. Det eneste, man skal gøre for at have mulighed for at deltage i konkurrencen, er at oprette sig som bruger på Innosite. Her findes en detaljeret beskrivelse af opgaven, og her kan man komme med sin gode idé.

Konkurrencen om at vise Hvidovre som filmby løber frem til den 19. maj, og det er et krav, at den idé, man kommer med, skal involvere og kunne udføres af Hvidovre-borgere i løbet af 48 timer.
En jury bestående af repræsentanter for GivRum og Hvidovre Kommune, Peter Aalbæk fra Zentropa, en arkitekt og en borger fra Hvidovre vil vurdere de idéer, der kommer ind, og den bedste vil blive belønnet med 25.000 kroner. Derudover får vinderen 25.000 kroner til i at realisere sin idé i løbet af 48 timer på et tidspunkt i 2015.

- Vi er meget spændt på at se de idéer, der kommer, og vi håber selvfølgelig, at der er nogle engagerede unge og voksne i Hvidovre, der vil byde ind, siger borgmester Helle Adelborg. – Konkurrencen er en meget anderledes måde at få sat gang i nye aktiviteter og eksperimenter i bymidten - ved siden af alle de ting, der sker i forvejen. Og det kunne være fantastisk, hvis der kommer nogle skæve idéer ind, som ingen af os havde tænkt på før.

Hvidovre Kommune vil i løbet af 2015 og 2016 sammen med borgerne eksperimentere med nye aktiviteter i bymidten. Aktiviteterne skal give erfaring med nye samarbejder på tværs af kommune, foreningsliv og borgergrupper, og de skal være med til at give et fingerpeg om, hvilke rammer der vil være brug for i en kommende ny Hvidovre Bymidte.

Se konkurrencen på: https://www.innosite.dk/contest.php?id=27