Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Hvidovre udvalgt som partnerskabskommune

Vil være foregangskommune for forebyggelse for udsatte børn og unge
6. marts 2015

Socialstyrelsen har valgt Hvidovre Kommune som en af foreløbig tre kommuner, der skal danne partnerskab med Socialstyrelsen om at udvikle og forbedre indsatsen over for udsatte børn og unge.
- Vi er allerede i fuld gang med at styrke forebyggelsen fx med vores forældrekurser Familieliv Hvidovre, så færre børn og unge på sigt bliver udsatte og fx anbragt udenfor hjemmet, siger Hvidovres borgmester Helle Adelborg og tilføjer:
- Derfor er det både dejligt, belejligt og rigtig glædeligt, at vi er blevet udvalgt som partnerskabskommune, og i samarbejde med Socialstyrelsen skal arbejde med netop forebyggelse i forhold til udsatte børn og unge, en dagsorden og et område, der ligger mit hjerte meget nær.

Et af målene med at udvikle forebyggende tiltag på børne- og ungeområdet er, at flere børn, unge og familier kan hjælpes tidligt i det almindelige system og derfor aldrig bliver en sag i Børne- og Familieafdelingen. På anbringelsesområdet er det målet, at 80 procent af de børn og unge, der er døgnanbragt på en institution over en periode på 8 måneder kommer i et mindre indgribende tilbud, som fx familiepleje.

- Vi går ind i det her partnerskabsprojekt med en hel masse ambitioner om at udvikle den tidlige og forebyggende indsats til glæde for Hvidovres børn, unge og deres familier, siger formand for Børne- og Undervisningsudvalget, Kenneth F. Christensen.
- Det er samtidig en anerkendelse af den indsats, vi i forvejen laver, at vi er udvalgt som én ud af tre kommuner, der skal være med til at udvikle og forebygge. Vi skal sikre børn og unge den bedst mulige opvækst, tilføjer han.

Med partnerskabet følger økonomisk støtte på 3,4 mio. kr. til projektet – over de næste tre år.

Projekt Partnerskabskommune:
I første omgang er tre kommuner udvalgt til partnerskab med Socialstyrelsen.
Udover Hvidovre er det Herning og Haderslev kommuner.
I projektet er der særlig fokus på 3 områder af indsatsen over for udsatte børn og unge: tidlig indsats, styrket myndighedssagsbehandling og udvikling af tilbud til børn, unge og deres familier.
Projektet strækker sig over tre år (2015-2017).
Hvidovre Kommune modtager 3,4 mio. kr. i økonomisk støtte til projektet over de næste tre år.