Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Vandkunsten og BCVA giver deres bud på ny bymidte i Hvidovre

Skal udarbejde helhedsplan bl.a. på baggrund af input fra borgere og politikere
30. januar 2015

Arkitektfirmaerne Vandkunsten og BCVA har skrevet kontrakt med Hvidovre Kommune om løsning af et parallelopdrag for udviklingen af Hvidovre Bymidte.
Firmaerne skal sammen med hver deres samarbejdspartnere i løbet af 2015 give deres bud på, hvordan en kommende ny bymidte i Hvidovre skal se ud. Opdraget tager udgangspunkt i områdets historie; i kommunens planstrategi og vision, og løsningen skal findes i en proces med høj grad af borgerinddragelse.

- Vi har valgt at lægge bymidte-opgaven ud som et parallelopdrag, fordi det giver os flere perspektiver på bymidten og dermed i sidste ende en bedre løsning, siger borgmester Helle Adelborg og understreger samtidig, at parallelopdraget giver mulighed for en høj grad af borgerinddragelse, som er noget, kommunalbestyrelsen har stort fokus på: - Bymidten er et område, som mange borgere har følelser for og meninger om, så derfor er det vigtigt, at alle får en mulighed for at bidrage til processen.

Hvidovres kommunalbestyrelse har valgt at stille opgaven til Vandkunsten, fordi firmaet har stor erfaring med udarbejdelse af helhedsplaner og bymidteprojekter, bl.a. Skovlunde Bymidte i 2014. BCVA er valgt, fordi det er en ung tegnestue, som i tidligere projekter har arbejdet med sammenhængen mellem by, byrum og bygninger og fornyelse af eksisterende byområder. BCVA arbejder lige nu med en helhedsplan for et område i Hvidovres nabokommune, Brøndby.

Begge tegnestuer har erfaring med borgerinddragelse, og til bymidte-opgaven i Hvidovre har Vandkunsten allieret sig med SNE Architects og Carlberg/Christensen, mens GHB Landskabsartikekter og MOE Rådgivende ingeniører er med i BCVA’s team.

Til at begynde med arbejder arkitektfirmaerne frem mod en åben workshop for Hvidovres borgere og politikere i begyndelsen af marts, hvorefter de forskellige scenarier skal udstilles og vurderes af et bedømmelsesudvalg bestående af borgere, politikere og fagpersoner. I august vil der igen være en workshop for borgerne, og hele parallelopdraget slutter i oktober 2015. Herefter skal helhedsplanen for en ny bymidte i Hvidovre behandles politisk, og det forventes at selve entreprise-opgaven bliver sendt i udbud i december 2016.