Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Stærkt samarbejde om storrygerindsats

Et nyt stærkt samarbejde på tværs af kommuner, hospitaler og praktiserende læger skal få flere storrygere til at kvitte tobakken. Sundhedsstyrelsen har bevilget 8.742000 kr. til projektet, som løber de næste 3 år
13. oktober 2014

Projektet skal støtte storrygere, der ønsker det, i at holde op med at ryge gennem en række nye tiltag. Først og fremmest skal en ny henvisnings-og rekrutteringsmetode sikre, at flere storrygere henvises til rygestopkurser via deres egen læge eller via hospitalet, da undersøgelser viser, at det har en stor effekt at blive henvist til kurserne herfra.

-Der er behov for nye modeller, hvor samarbejde på tværs af sektorer kan forbedre mulighederne for rygestop. Resultaterne i dag er ikke overbevisende. Det er min overbevisning at vi kun kan gøre det i et fælleskab imellem hospitaler, praktiserende læger og kommuner, udtaler vicedirektør på Hvidovre Hospital Torben Mogensen.

-Vi ser frem til, at der på sigt bliver udviklet mere ens rygestoptilbud i kommunerne på Vestegnen og Sydamager. Lægerne i Storkøbenhavn har jo patienter boende i mange kommuner, og lægerne har - ligesom patienterne - brug for at kommunernes tilbud bliver endnu mere synlige og let tilgængelige," udtaler formand for PLO Hovedstaden Birgitte Alling Møller.

Projektet vil også sætte fokus på rekrutttering af storrygere gennem deres sociale netværk fremfor mere traditionelle kanaler som fx pjecer, annoncer mv. Desuden vil selve rygestop-tilbudene komme til at foregå i nye former, så de passer mere skræddersyet til den enkelte målgruppe – fx gravide. Gratis rygestopmedicin vil ligeledes blive en del af den nye indsats, som involverer Albertslund, Brøndby, Glostrup, Hvidovre, Høje Taastrup, Ishøj, Vallensbæk, Tårnby og Dragør kommuner, hospitalerne på Vestegnen og Sydamager samt almen praksis.

- I Hvidovre får vi jævnligt rygere, der vil holde op med at ryge ind af døren. Men med det nye samarbejde, der nu er bevilget penge til, vil vi kunne få fat i endnu flere rygere, der gerne vil holde op, fordi vi fx uddanner frontmedarbejdere i at bygge bro til de gratis tilbud i kommunen, når de møder en borger, der kunne have glæde af et rygestoptilbud, siger Hvidovres borgmester Helle Adelborg.

Fakta

Kommunikation gennem sociale netværk

Projektet sætter fokus på en mere effektiv og positiv rekrutteringsmetode ved bl.a. at prioritere en personlig og mundtlig dialog mellem storryger og fagpersonale, som rygeren møder i sin hverdag, fremfor primært at informere om tilbud via pjecer, lokalblade, digital formidling og lign.
Fagpersonalet dækker fx frontpersonale i kommunerne (fx sundhedsplejen, jobcentret, væresteder, socialpsykiatrien) og på produktionsskoler samt personale fra almen praksis og hospitaler.
En formaliseret og praktisk metode for rekruttering og henvisning
Personalet opkvalificeres eller uddannes i at opspore rygerne og holde en kort, motiverende, rådgivende samtale. Projektet giver dem mulighed for at henvise til rygestoptilbud med en
metode, der er formaliseret og praktisk, så der sikres en ensartet kvalitet, der giver stor effekt.
Hospitaler og almen praksis ses som en særlig stærk ressource, da undersøgelser har vist, at 54% forsøger rygestop, efter de er blevet henvist af deres læge.

Digital henvisning til rygestop

Det er et mål at gøre henvisning til rygestop mere effektivt ved at etablere elektronisk henvisning fra hospital og almen praksis til de kommunale tilbud og gratis hjælp til rygestop.
Nye og anderledes rygestoptilbud
Der vil blive tænkt i nye former for rygestoptilbud. Fremtidens rygstoptilbud kommer til at se anderledes ud, kommunerne vil at gøre tilbuddene mere målgruppespecifikke,fx gravide, som er ny i målgruppen.

Gratis rygestopmedicin

Indgår også som noget nyt generelt i de deltagende kommunerne, da undersøgelser har vist at 61 % forsøger at stoppe, efter de er blevet tilbudt rygestopmedicin af lægen.

Rygestop i Hvidovre

I Hvidovre står det lokale Sundhedscenter på Hvidovrevej for rygestopkurser og individuel vejledning. Lige nu forsøger 12 rygere at kvitte tobakken på et af Sundhedscentrets rygestophold. Næsten 7.000 hvidovreborgere er dagligt rygere (Sundhedsprofilen 2013).

Den koordinerende projektleder får fra 1/12 plads i Vallensbæk Kommune og kan kontaktes på tlf. 47 97 40 00 For yderligere oplysninger kontakt:
Nanette Borges, afdelingsleder Hvidovre Sundhedscenter, tlf. : 41 85 02 21.