Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Daginstitutioner udgiver egen kogebog

I "Vi laver mad" deler 15 af Hvidovre Kommunes daginstitutioner deres opskrifter på god børnemad. Kogebogen er lavet for at inspirere til en madkultur, hvor både traditionel dansk mad og tidens populære retter har en plads – og for at udbrede de gode idéer til at arbejde pædagogisk med børnenes måltider.
5. september 2014

- Kogebogen giver et indblik i, hvordan vores børneinstitutioner arbejder pædagogisk med en hverdagsbegivenhed som måltidet. Den giver eksempler på, at madlavning med børn er mere end bare næring til kroppen. Det handler om at skabe en varieret madkultur, som pædagoger, børn og deres forældre kan være fælles om, siger dagtilbudschef Susan Bjerregaard.

I Hvidovre Kommune har 80 procent af forældrebestyrelserne valgt, at deres børn skal have tilbudt mad i børnehaven eller vuggestuen. Det betyder, at der i løbet af de seneste par år er arbejdet meget med at skabe en fælles madkultur i institutionerne. Mange medarbejdere har gode eksempler på, hvordan de arbejder med at gøre måltidet til en del af den pædagogiske praksis.

I Børnehaven Brostykkevej arbejder de aktivt med børnenes nysgerrighed og udfordrer alle sanser i madlavningen, og Børnehuset Cirklen arbejder med figurer som kræsentrolde og smageprinser for gennem leg at vænne børnene til at spise varieret. Blandt opskrifterne er fx torsk i karry-kokossovs, kartoffelbrød, fladbrød med mælkebøtte og skvalderkål.

- Der er nogle både sjove, gode og tankevækkende eksempler på, hvordan man kan få børn til at smage på noget mad, de ikke kender, siger borgmester Helle Adelborg. Både hun og 1. viceborgmester Mikkel Dencker er enige om, at det er en flot kogebog, Hvidovres institutioner nu har fået til at blive inspireret af i hverdagen:

- Jeg er glad for, at se, hvordan både traditionelle danske retter og pizza osv. har fundet vej til kogebogen fra vores daginstitutioner. Kogebogen giver indtryk af, at vi har en rigtig god og indbydende madkultur i vores børneinstitutioner, siger Mikkel Dencker.

Arbejdet med mad og måltider som en del af den pædagogiske praksis er intensiveret de senere år. Hvidovre Kommune har søgt at gøre madordningen så attraktiv som mulig ved at etablere produktionskøkkener langt de fleste steder og ansætte køkkenpersonale, der skal sikre hjemmelavet mad til børnene hele dagen. Målet er, at alle institutioner med tiden bliver i stand til at producere mad til børnene i deres egne køkkener.

"Vi laver mad" er trykt i 300 eksemplarer, der bl.a. bliver sendt til alle kommunens børneinstitutioner, SFO’er og klubber til inspiration. Kogebogen kan desuden findes på hvidovre.dk

Se kogebogen (PDF - åbner i nyt vindue)