Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Hvidovre Kommune får en borgerrådgiver

Jurist med erfaring fra Glostrup og København skal forbedre sagsbehandlingen i Hvidovre
28. august 2014

Hvidovre Kommune får nu sin første borgerrådgiver. Der har været bred politisk opbakning til oprettelsen af en borgerrådgiverfunktion i Hvidovre Kommune. Kommunalbestyrelsen har tirsdag aften godkendt ansættelsen af den 43-årige jurist, Thomas Tækker, i stillingen. Den nye borgerrådgiver har erfaring fra bl.a. Glostrup Kommune, hvor han de sidste to år har været ansat som borgerrådgiver.

- Det har været et stort politisk ønske i Hvidovre at få ansat en borgerrådgiver. Derfor er både jeg og resten af Kommunalbestyrelsen glade for, at vi nu har fundet den rette person til stillingen, siger borgmester Helle Adelborg og tilføjer:
- Borgerne vil blive mødt af en erfaren jurist og borgerrådgiver, når de henvender sig til Thomas Tækker. Jeg håber at vores borgerrådgiver vil kunne sikre Hvidovre-borgerne en endnu bedre sagsbehandling – og at vi derfor med tiden vil opleve færre sager, der går i hårdknude og ender i klagesager.

Borgerrådgiveren får kontor i rådhusets stueetage sammen med de andre borgervendte serviceområder. For at sikre uafhængigheden af den kommunale administration, er Hvidovre Kommunes nye borgerrådgiver ansat direkte under Kommunalbestyrelsen, som han refererer til. Borgerrådgiveren skal understøtte en fortsat konstruktiv dialog mellem borgere og forvaltninger og hjælpe borgere med at finde vej i den kommunale organisation, forstå afgørelser og kende de rette klagemuligheder

Thomas Tækker har før sin ansættelse som borgerrådgiver i Glostrup Kommune blandt andet været ansat som sekretariatsleder ved Borgerrådgiveren i Københavns Kommune og som sekretariatschef i Socialforvaltningen i Københavns Kommune.

- Jeg glæder mig meget til at starte som ny borgerrådgiver i Hvidovre Kommune. Min fornemste opgave til daglig bliver at bidrage til en god dialog mellem borger og forvaltning i konkrete sager, hvor tingene er kørt skævt.
- Sideløbende skal jeg via min årlige beretning give Kommunalbestyrelsen endnu bedre indblik i kommunens sagsbehandling og betjening – herunder mine anbefalinger til, hvor der kan sættes ind, hvis der er behov for forbedringer, siger Thomas Tækker.

Thomas Tækker bor i København med sin hustru og to børn. I fritiden dyrker han motionsløb.

Han har første arbejdsdag i Hvidovre Kommune den 1. oktober. Borgerrådgiverens træffetid og kontaktoplysninger annonceres på kommunens hjemmeside snarest muligt herefter.

Fakta: Borgerrådgiverens opgaver

Borgerrådgiveren har følgende hovedopgaver:

- Løbende dialog med borgerne i konkrete sager – en mediatorrolle, hvor det handler om at:

 sikre at der er konstruktiv dialog mellem kommunens afdelinger og borgerne.

 hjælpe borgerne med at finde vej i systemet, fx med at forstå et brev eller en afgørelse og med at finde vej i den kommunale organisation.

 give vejledning i forbindelse med klager og hjælpe med at formulere klagen og behandle klager over kommunens sagsbehandling, personalets optræden og medarbejdernes betjening af borgerne.

- Afrapportering til Kommunalbestyrelsen to gange om året, hvoraf den ene afrapportering er en beretning, som også indeholder konkrete anbefalinger. Anbefalingerne samt borgerrådgiverens løbende sparring og rådgivning til afdelingschefer og Direktion betyder, at klager kan bruges konstruktivt til at skabe læring samt forbedre og kvalificere sagsbehandlingen og betjeningen fremadrettet.

Borgerrådgiveren kan ikke:

- Træffe afgørelser eller ændre afgørelser

- Behandle sager, der falder uden for kommunens virksomhed

- Behandle klager over politiske beslutninger, fx omkring serviceniveauet

- Behandle sager vedrørende ansættelsesforhold i kommunen

- Behandle sager, der er indbragt for det kommunale tilsyn, ombudsmanden eller domstolene.

Borgerrådgiveren tager i øvrigt ikke sager op af egen drift og går ikke går ind i sager, som er over 1 år gamle.