Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Vindmøller kan komme op på Avedøre Holme

Hvidovre og København afprøver mulighed for alternativ placering
11. juni 2014

Det vakte bekymring i Hvidovre, da Københavns Kommune sidste sommer offentliggjorde Københavns Kommune planer om at opstille fire vindmøller ved Kalveboderne. Både kommunalbestyrelsen og en aktiv borgergruppe i Hvidovre mente, at vindmøllerne ville ødelægge det rekreative område ved Hvidovre Havn og den nærliggende strandpark.
Derfor afprøver Hvidovre og Københavns Kommuner nu muligheden for at finde en alternativ placering til møllerne på Avedøre Holme – enten på land eller få meter ude i vandet.

- Nu ser vi på, om der er en reel mulighed for at finde en placering, der passer Hvidovre bedre. Vi har besluttet, at sætte vindmøller op, og hvis det viser sig, at det ikke kan blive på Avedøre Holme, så går vi selvfølgelig videre med den oprindelige plan om Kalvebod Syd, siger Københavns overborgmester Frank Jensen.

Forslaget om en alternativ placering på Avedøre Holme kommer fra Hvidovre Kommune, der har fået lavet en rapport, der bl.a. peger på muligheden for at placere vindmøllerne på arealer på Avedøre Holme, der er ejet af henholdsvis DONG og BIOFOS.

- Hvidovre ønsker en anden placering af vindmøllerne, og vi håber, at vi nu sammen med Københavns Kommune og berørte grundejere kan finde en placering, der passer bedre ind i Hvidovres kyststrækning, siger Hvidovres borgmester Helle Adelborg, der samtidig kvitterer for Københavns Kommunes aktuelle imødekommenhed i sagen. - Vi ser de forhandlinger, der er i gang nu, som en mulighed for at få den bedst tænkelige løsning. Vi vil gerne hjælpe med at skabe plads til vindmøller – men ikke i et rekreativt naturområde.

Hvidovre Kommune går nu i gang med at afklare de mere præcise placeringer, at få accept af disse og derefter at få lavet en VVM-undersøgelse. Det er en omfattende miljøvurderingsundersøgelse, der skal forholde sig til en række konkrete problemstillinger som fx rekreative forhold, natur, fugle, sikkerhedsafstande, støj og skygger. En endelig beslutning om placering af vindmøllerne ligger derfor sandsynligvis 1,5-2 år ude i fremtiden.