Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Nu skal ældrepolitikken ud og leve

Hvidovres ældrepolitik bygger på værdighed, medmenneskelighed og tryghed
13. juni 2014

Det gode ældreliv i Hvidovre er baseret på medmenneskelighed, værdighed og tryghed. Det kan man bl.a. læse i Hvidovre Kommunes nye ældrepolitik, der netop er udkommet i et lilla hæfte, der kan læses enten via hjemmesiden eller i en trykt udgave.

Ældrepolitikken er udarbejdet i tæt samarbejde med Hvidovre Ældreråd, og kommunen har desuden prioriteret at sikre så stor en grad af borgerinddragelse undervejs i arbejdet med politikken, som muligt. Der har bl.a. været holdt møder, der er lavet interviews, opsat postkasser, holdt borgermøde og så har politikken været i offentlig høring. Kommunalbestyrelsen har godkendt ældrepolitikken, der har fire særlige indsatsområder: Kommunikation, aktiviteter, sundhed og boliger.

- Jeg er rigtig glad for at vi nu kan sætte punktum for det arbejde vi igangsatte helt tilbage i 2012. Og jeg synes det er dejligt, at der værdierne: Værdighed, medmenneskelighed og tryghed, der danner baggrund for vores ældrepolitik, siger Helle Adelborg og tilføjer:
- Nu håber jeg, at alle, der har en andel i det her område, vil være med til at få politikken ud og leve.

En række aktører på ældreområdet bl.a. ældreråd, Ældre Sagen, det frivillige ældrearbejde, medlemmer af Social- og Sundhedsudvalget og et udvalg af kommunens medarbejdere på området deltog den 28. maj i et temamøde på Plejecenter Dybenskærhave, hvor ældrepolitikken blev lanceret. Her blev politikken drøftet, og der kom en række gode idéer til, hvordan intentioner i politikken kan udmøntes.

Ældrerådets formand Flemming Cramer-Larsen roste både kommunen og ældreområdets andre aktører for at være gode til at informere om de tilbud og aktiviteter, der er for ældre I Hvidovre.
Han bemærkede, at det som ældre er vigtigt at holde sig i gang – og at det sociale samvær også betyder meget:
- Jeg så gerne, der kom flere faciliteter til seniormotion, lød én af idéerne fra ældreråds-formanden.
På mødet, hvor ældrepolitikken blev sendt fra start, var der bred enighed om, at såvel det frivillige

Hvidovre som borgere og kommunens medarbejdere har en forpligtigelse til at få politikken foldet ud, så den kommer til at leve til gavn for vores ældre.

Ældrepolitikken ligger på Hvidovre Kommunes hjemmeside og der er også mulighed for at hente et trykt eksemplar af Ældrepolitikken i Borgerservice, på Hovedbiblioteket, Avedøre Bibliotek, i Aktivitetscentret eller hos Ældrerådet i "Huset" Hvidovrevej 253B.

Ældrepolitikken kan findes på hvidovre.dk under politik-politikker og strategier og ældrepolitik.