Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Ny naturlegeplads indviet af børn

Hvidovre får ny naturlegeplads med klatreanlæg og Tarzanbane i Rebæk Søpark
7. april 2014

Børn og voksne fra Børnehaven Rebæk Søpark, fra Børnehaven Egevolden og 1.C fra Holmegårdsskolen indviede fredag den 4. april den nye naturlegeplads i Rebæk Søpark i det nordlige Hvidovre.

 - For jer, der bor her i den nordlige del af Hvidovre, håber jeg, at legepladsen bliver et rart mødested for børn og familier, og for alle os andre – både familier og institutioner i Hvidovre - kunne den godt gå hen og blive et udflugtsmål, nu hvor det rigtig bliver forår og sommer, sagde borgmester Helle Adelborg bl.a., før hun klippede snoren til den nye naturlegeplads.

Naturlegepladsen er bygget op omkring en Tarzanbane med et klatreanlæg, der også rummer udfordringer for de lidt større børn. Legepladsen er målrettet til børn i alderen 3-9 år, og til de yngste brugere er der desuden en rutschebane og en gynge. Der er desuden en nedsænket trampolin på legepladsen.
Det er virksomheden Elverdal, der også står bag legepladser i bl.a. Fælledparken, Vigerslevparken og Søndermarken, der har leveret legeredskaberne til Hvidovres nye naturlegeplads.

Det var de fremmødte på et udendørs borgermøde sidste sommer, der selv var med til at komme med forslag til, hvordan den nye legeplads i deres lokale park skulle se ud og hvad den skulle indeholde.

- Vi vil jo så gerne have, at jer der bor her i Hvidovre, kommer ud og bruger byen og alle de gode steder, vi faktisk har, sagde Helle Adelborg, der håber, at mange borgere vil finde vej til legepladsen i Rebæk Søpark, der også byder på muligheden for at gå eller løbe en tur, fodre ænder eller øve sig i fluefiskeri