Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

God energi i Hvidovres erhvervsklub

Erhvervsklubmøde hos Dong Energy med fokus på fremtidens arbejdskraft
7. februar 2014

20 virksomhedsledere, borgmester og kommunaldirektør deltog, da den nystiftede Hvidovre Erhvervsklub holdt sit andet møde. På mødet drøftede erhvervsklub-medlemmerne fremtidens arbejdskraft.

- Jeg er ikke i tvivl om, at det er en fælles opgave for det offentlige - skole- og uddannelsessystemet, kommune og regioner – og for virksomhederne i den private sektor at sikre fremtidens arbejdskraft, sagde borgmester Helle Adelborg blandt andet.

Avedøreværket/Dong Energy var vært ved erhvervsklub-mødet, der bliver holdt på skift hos de deltagende virksomheder. Til at sætte gang i debatten om fremtidens arbejdskraft, var udviklingschef Anne Holm Sjøberg fra Region Hovedstaden, der blandt andet talte om kampen for talenterne og Hvidovre Kommunes arbejdsmarkedsdirektør, Gert Nelth, der talte om udbuddet af arbejdskraft og samarbejdet med kommunen.

På mødet fik de 20 virksomhedsledere desuden sat ansigter på de tre nøglepersoner i Hvidovre Kommunes erhvervsteam, der består af erhvervskonsulent Karen Brehm Sørensen, afdelingsleder i Jobcentret, Hanne Mørup og teamleder i By- og Teknikforvaltningen, Steffen Kuld Hansen. Virksomhedslederne blev introduceret til Hvidovre Kommunes én indgang for erhvervslivet, hvor virksomhederne kan henvende sig med spørgsmål til kommunen.

De lokale virksomhedsledere har fokus på de unge og deres uddannelsesvalg – og gav på erhvervsklubmødet udtryk for, at der er brug for tæt kontakt mellem virksomheder og skoler/uddannelsesinstitutioner. Desuden er erhvervsklubmedlemmerne glade for at netværke lokalt. Det næste møde i erhvervsklubben holdes til august.

Hvidovre Erhvervsklub
Er startet af Hvidovre Kommune. Borgmester og kommunaldirektør er værter.
Er for ledere af Hvidovre-baserede, private virksomheder med mere end 20 ansatte.
Mødes tre gange om året – møderne holdes hos virksomhederne.