Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Borgmester: Man kan ikke true sig til et værested

Hvidovre Kommune indgiver politianmeldelse for trusler om bål og brand
15. januar 2014

- Det er fuldstændig uacceptabelt at forsøge at true sig til et værested. Sådan lyder borgmester Helle Adelborgs svar til de unge, der i Hvidovre Avis truer med at sætte ild til navngivne bygninger i Hvidovre, hvis ikke de får et sted at hænge ud om aftenen. I stedet opfordrer Helle Adelborg de unge til åbent at stå frem med deres ønsker om et sted at være.

- Jeg bliver rigtig ked af at høre, at unge vil ødelægge vores by og er ked af den utryghed, som de her trusler kan føre med sig – og vil derfor appellere til både borgere og medarbejdere om ikke at lade sig skræmme, fortsætter Hvidovres borgmester, der kan fortælle, at kommunen har politianmeldt de to anonyme unge for truslerne om at sætte ild til kommunens ejendom.

- Vi er i god kontakt med politiet, der oplyser, at de har sat ekstra mandskab ind i Avedøre, og som tager politianmeldelsen meget alvorligt. Helle Adelborg opfordrer de unge til at droppe truslerne:
- I fortæller i avisen, at I lever i mørket og er vågne om natten. Det synes jeg faktisk ikke lyder som et fornuftigt liv. I skal træffe et valg og tænke over konsekvenserne af jeres valg og mit budskab er, at vi gerne understøtter og hjælper jer til at komme i gang med skole og uddannelse i stedet for, siger hun og tilføjer:

- Jeg har ambitioner på hver eneste af vores unges vegne, og vi har som samfund en vigtig opgave i at få vores unge hjulpet godt på vej i livet med uddannelse og job.

Hvidovre Kommune har før jul nedsat en task force gruppe, der skal finde frem til de unge, som ikke er i gang med en uddannelse eller har et job. Det er en opgave som ungeindsatsen samarbejder med gadeplansmedarbejdere, politi og andre aktører om. Der er i forvejen klubtilbud for de unge under 18 i både Avedøre og resten af Hvidovre. Dertil kommer et rigt og mangfoldigt foreningsliv rettet mod de unge, der er fyldt 18:

- Jeg vil da sige til de unge her: Meld jer ind i en af områdets mange foreninger – eller brug jeres demokratiske ret til at starte jeres egen forening, hvis I keder jer om aftenen og gerne vil mødes med andre unge, siger Helle Adelborg og opfordrer endnu en gang de unge til at stå åbent frem:

- Vi kan ikke samarbejde med nogen, der er anonyme. Men jeg er yderst villig til at indgå i en dialog om problemerne, hvis de ønsker at stå frem.