Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Nyt og miljøvenligt lys over Hvidovrevej

Bedre lys, flere gadelamper og mindre udgifter i kroner, øre og CO2
7. oktober 2013

Der er kommet nyt lys over Hvidovrevej. Hvidovres centrale hovedgade har nu fået en ensartet belysning, der samtidig er billigere i drift og miljøvenlig.

- Det er dejligt, at vi nu inden overgangen til vintertid kan glæde os over en flot vejbelysning på Hvidovrevej. Jeg er stolt over, at så lang en strækning som Hvidovrevej nu er belyst med LED-lyskilder, og at vi også på den måde markerer os som klimavenlig kommune, siger borgmester Helle Adelborg.

Den nye vejbelysning på Hvidovrevej er lavet i samarbejde med DONG Energy. Hovedparten af de eksisterende gadelygter har fået udskiftet armaturet med et nyt Københavnerarmatur med LED og opal skærm.

Derudover, er der blevet etableret yderligere 128 nye master med tilsvarende armaturer, der gør at Hvidovrevej fra kommunegrænsen ved Rødovre og til Hvidovre Enghavevej, har fået dobbeltsidet belysning.

- Vi har haft et rigtig godt samarbejde med Hvidovre Kommune, og det vil jeg gerne takke for. Vi er glade for at kunne hjælpe kommunen og borgerne i Hvidovre med at opnå et mere ensartet lysforløb gennem hele Hvidovrevej, siger Torben Harring, Vice President i DONG Energy.

På trods af, at man har øget antallet af gadelygter med 91 stk., har Hvidovre Kommune opnået en årlig besparelse på ca. 52.000 kr.

Endnu en sidegevinst, er den miljømæssige gevinst. Der opnås en besparelse på ca. 21 tons CO2 om året på den 6 kilometer lange strækning.

Fakta
347 armaturer med LED teknologi monteret på en rørmast med Hvidovrearm.
Pris 4,5 mio.
Energibesparelse i kWh ca. 60 procent
Årlig besparelse på elregning ca. 52.000 kr.
Årlig besparelse for miljøet ca. 21 tons CO2.
Samarbejdspartnere Dong Energy, Kemp & Lauritzen og Bravida.