Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Det går den rigtige vej med erhvervsklimaet i Hvidovre

Hvidovres placering i erhvervsklima-undersøgelse er forbedret med syv pladser.
6. september 2013

Det går den rigtige vej med erhvervsklimaet i Hvidovre Kommune. Ifølge Dansk Industris store erhvervsklimaundersøgelse, som blev offentliggjort onsdag den 4. september, er Hvidovre Kommune blevet mere erhvervsvenlig siden 2012.

I den nye undersøgelse er Hvidovre Kommune rykket 7 pladser op af listen i forhold til sidste år, og det betyder, at Hvidovre nu er placeret som nummer 62 blandt de 98 danske kommuner. Et af de områder, hvor Hvidovre Kommune har forbedret sig markant er på beskæftigelsesindsatsen. På det parameter i undersøgelsen, der hedder Arbejdskraft og bl.a. omfatter virksomhedernes tilfredshed med jobcentrets indsats for at få ledige borgere i arbejde, har Hvidovre flyttet sig 42 pladser opad listen til en placering som nummer 18. - Jeg er glad for den her undersøgelse, fordi den viser mig, at det går den rigtige vej med erhvervsvenligheden i Hvidovre, siger borgmester Helle Adelborg og tilføjer: - Det er også den fornemmelse jeg har haft, når jeg i den senere tid har besøgt lokale virksomheder. De har udtrykt tilfredshed med kommunens service til dem.

Her i 2013 har Hvidovre Kommune sat gang i en række tiltag målrettet erhvervs-virksomheder. Tiltag, der dels skal sikre en bedre service til de eksisterende virksomheder, og dels være med til at trække nye virksomheder til kommunen. Der er etableret én samlet indgang for erhvervslivet til kommunen. Og nye virksomheder modtager nu en velkomstpakke fra Hvidovre Kommune. Samtidig udarbejder Hvidovre en plan for markedsføring af sine erhvervsområder.

Men der er også parametre i undersøgelsen, som det vil tage længere tid at påvirke i positiv retning fx den kategori, der i DI-undersøgelsen hedder: "Information og dialog med kommunen", hvor Hvidovre ligger forholdsvis lavt placeret:

- Vi skal hele tiden blive bedre, og nogle ting tager tid, før man kan se en virkning. Nu har vi fx oprettet en erhvervsklub for virksomheder med flere end 20 ansatte. Det vil forhåbentlig netop bidrage til en tættere dialog mellem de lokale virksomhedsledere og politikere, siger borgmester Helle Adelborg.

Hun nævner også, at hun i løbet af 2013 har intensiveret antallet af virksomhedsbesøg, og at de i høj grad er et dialogforum, hvor hun og kommunen får input med tilbage fra det lokale erhvervsliv.

De områder, hvor Hvidovre Kommune har forbedret sig siden sidste års erhvervsklima-undersøgelse er foruden "arbejdskraft"; "brug af private leverandører", hvor kommunen er gået 34 pladser frem og "kommunal velfærdservice", som omfatter skoler og daginstitutioner, hvor Hvidovre er gået 20 pladser frem. Hvidovre Kommune er placeret lavt i undersøgelsen i kategorien "skat, afgifter og gebyrer".