Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Mød din kommunalpolitiker på Hovedbiblioteket

Den 18. september får Hvidovres borgere mulighed for at få en snak med partier og lister i kommunalbestyrelsen
13. september 2013

Hvad mener kommunalpolitikerne egentlig om bymidten og kommunens budget? Hvad siger de forskellige partier og lister om hverdagsrehabilitering for ældre og heldagsskole for børnene? Har du nogle spørgsmål, du gerne vil have svar på, om hvor politikerne mener, at vi skal hen med Hvidovre, eller har du en kommentar eller en idé, du synes, de skal have med på vejen – så mød op på Hovedbiblioteket den 18. september i tidsrummet kl. 16-18.
Her kan du finde repræsentanter for alle partier og lister i kommunalbestyrelsen og få en snak med lokalpolitikerne om, hvad der rør sig i Hvidovre og hvad der skal ske med vores by i fremtiden.

- Mange af os politikere er på facebook og har dialog med borgerne via denne kanal, men den 18. september har man en unik mulighed for at møde os alle sammen ansigt til ansigt. Og vi politikere glæder os rigtig meget, siger borgmester Helle Adelborg.

Arrangementet ”Mød din kommunalpolitiker” finder sted midt i budgetprocessen, og politikerne vil gerne i dialog med borgerne om både kommunens budget og om Hvidovre generelt.

- Så mød op, kom med dine spørgsmål og de ting, du undrer dig over - eller prik til os om dét, du mener, at vi som kommunalpolitikere kan gøre bedre, opfordrer borgmesteren på vegne af kommunalbestyrelsen.

På hvidovre.dk kan man allerede fra den 10. september ”prikke” til kommunalpolitikerne og indsende idéer og kommentarer til kommunalbestyrelsen. Den elektroniske opslagstavle på hvidovre.dk er åben indtil den 20. september kl. 12.