Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Hvidovre i finalen om at blive friluftskommune

Jury var imponeret over naturfagsundervisningen og roser kommunen for at give borgerne mulighed for gode naturoplevelser
20. september 2013
Tårnby Kommune blev kåret til årets danske friluftskommune – men Hvidovre var kun et mulehår fra at vinde den fornemme titel.
Det kunne borgmester Helle Adelborg læse af det brev, hun for nylig modtog fra Friluftsrådet om afgørelsen af konkurrencen om at blive årets friluftskommune.
”Jeg kan glæde dig med, at juryen var imponeret over indholdet i jeres ansøgning. Faktisk var jeres ansøgning med helt fremme i finalen sammen med ansøgningerne fra Tårnby, Fredensborg, Helsingør og Kolding kommuner”, skriver Jeppe Jørgensen, som er næstformand i Friluftsrådet og formanden for juryen.
Og han fortsætter: 
"Hvidovre Kommune har leveret en virkelig flot ansøgning, og vi er meget imponeret over de mange forskellige undervisningstiltag, der er iværksat. Kommunen skal have ros for variationen i de gennemførte og planlagte undervisningstiltag. Vi fornemmer, at kommunen arbejder seriøst for at borgerne inddrages i naturoplevelser, der skaber forståelse, viden om og indsigt i natur- og miljøproblematikker."
Borgmester Helle Adelborg glæder sig sammen med naturfagskonsulenterne i kommunen, Flemming S. Hansen og Søren Peter Dalby Andersen, der har skrevet ansøgningen til Friluftsrådet.
- Jeg er rigtig glad for den tilbagemelding, vi har fået fra Friluftsrådet, og vi kan sagtens være stolte af, at vi faktisk var med i gruppen af de allerbedste kommuner på dette felt, siger borgmesteren.
Friluftskommune-konkurrencen har hvert år et nyt tema, og i 2013 var temaet ”Natur- og miljøundervisning”.
Hvidovre Kommune har bl.a. med det byøkologiske naturcenter Quark og nogle engagerede naturfagskonsulenter i skolerne i en lang årrække haft fokus på at give børn og unge naturfagsundervisning af høj kvalitet. Miljø-, klima- og naturtemaerne er for de ældste klassers vedkommende i løbet af de seneste år desuden blevet suppleret tilbud om at arbejde med innovation, biokemi, bioteknologi osv.