Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Toiletbygning tjekkes efter for fejl

Betalingstoilettet på Hvidovre Havn skal nu gås efter i sømmene. Det sker efter klager og en hændelse lørdag aften, hvor en dreng blev låst inde
5. august 2013

Lørdag den 3. august om aftenen måtte Vestegnens Brandvæsen rykke ud til Hvidovre Havn, hvor en dreng var lukket inde i den nye toiletbygning. Drengen var gået på toilettet men kunne efterfølgende ikke komme ud igen, og redningsfolkene måtte hjælpe med at få åbnet døren.

Allerede en time efter hændelsen var folk fra AFA JCDecaus, som ejer toiletbygningen, på stedet for at ordne fejlen og reparere døren.

By- og Teknikforvaltningen opfordrer brugerne af den nye toiletbygning til at ringe til 3639 3639, hvis man oplever problemer med at bruge toilettet.
- Det nye toilet skal fungere, og hvis vi skal sørge for at fejl bliver rettet, er vi afhængige af brugernes informationer.

Forvaltningen beklager de gener, der har måttet være omkring den nye toiletbygning på havnen, og ikke mindst, at drengen og hans familie fik en ubehagelig oplevelse lørdag aften.

- Den slags skal selvfølgelig ikke ske, og vi kan godt forstå, at man kan blive meget forskrækket og bange, hvis man som 7-8-årig oplever at være lukket inde på den måde, siger teknisk direktør Anders Thanning. – Nu kender vi ikke navnet på drengen og hans familie, og kan derfor ikke komme i kontakt med dem. Men hvis de har behov for at få bearbejdet oplevelsen, så har vi aftalt med Familiecentret Poppelgården, at familien er velkommen til at henvende sig dér for evt. at få krisehjælp.

By- og Teknikforvaltningen pointerer, at der på toiletbygningen står, at børn under 10 år skal ledsages af en voksen, hvis de skal på toilettet.
- Årsagen er, at man skal veje mindst 25 kg for at kunne aktivere den elektroniske dør inde fra toilettet, og så skal man kunne læse nødproceduren, der står inde i toilettet. Her står, hvor man manuelt kan åbne toiletdøren eller ringe på nød telefonnummeret, lyder det fra By- og Teknikforvaltningen.

Det offentlige toilet ved havnen er reklamefinansieret af AFA JCDecaux, og har erstattet de nedslidte toiletter i den røde bygning på havnen.  By- og Teknikforvaltningen beklager i øvrigt, at det nye toilet først blev åbnet midt i juli, og at havnen var uden offentlige toiletter i hele foråret. Det skyldes en række tekniske problemstillinger, som desværre tog uforholdsmæssig lang tid at løse.