Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Udviklingsplan for ny bymidte skal nu i udbud

Kommunen skyder nu en udviklingsproces i gang, som forventes at vare tre år
21. juni 2013

Kommunalbestyrelsen vedtog tirsdag den 18. juni planen for den kommende udvikling af en ny bymidte ved Risbjerggård og rådhuset. Arbejdet med at udvikle området skal sendes i udbud, og det forventes, at den kommende udviklingsproces kommer til at vare i tre år fra nu.
Den ejendomsudvikler, der vinder udbuddet, får forkøbsret til dele af området som betaling for udviklingsarbejdet.
Kommunalbestyrelsen lægger vægt på, at borgerne bliver inddraget i processen, og at ejendomsudvikleren er i løbende dialog med både politikere og forvaltning om opgaven.

- Vores vision er at vi får en levende bymidte og et samlingspunkt, som vi som Hvidovreborgere trives med og vil opfatte som vores, slår borgmester Helle Adelborg fast. – Derfor er det også vigtigt, at alle har mulighed for at blive hørt undervejs og komme med deres idéer og tanker.

Udbuddet af bymidte-projektet bliver annonceret henover sommeren, og Hvidovre Kommune regner med, at en aftale mellem kommunen og en ejendomsudvikler er på plads i december. Herefter kan selve udviklingsprocessen gå i gang. Workshops for forskellige borgergrupper og stormøde for alle borgere vil finde sted i løbet af første halvår 2014.

Kommunalbestyrelsens drøftelser af bymidte-projektet er indtil nu mestendels foregået bag lukkede døre på rådhuset. Det skyldes, at projektet er så stort, at det skal sendes i udbud, og at udbudsmateriale ikke må offentliggøres, før det er helt færdigt, og alle leverandører har lige mulighed for byde ind.

- Men nu glæder vi os i kommunalbestyrelsen til at få sat gang i en spændende proces, som forhåbentlig resulterer i, at vi om en årrække står med en ny bymidte, som alle er glade for, slutter borgmester Helle Adelborg.