Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Avedøre for alle breder sig til andre bydele

Bliver til projekt ”God fritid til alle – børn og unge”
21. juni 2013

Pressemeddelelse
Hvidovre Kommune, den 21. juni 2013

Projektet "Avedøre for alle" fortsætter og breder sig til andre områder i Hvidovre under projektnavnet "God fritid til alle – børn og unge". Det vedtog Kommunalbestyrelsen.

"Avedøre for alle" startede i 2009, og var et projekt, der havde til formål at skabe aktiviteter og sammenhæng for børn og unge i Avedøre. Der er på budgettet for 2013 og 2014 afsat i alt en million kroner til en videreførelse af projektet. Kommunalbestyrelsen har desuden godkendt en udvidelse og ændring af projektet, som fremover kommer til at hedde "God fritid til alle – børn og unge". - Kommunalbestyrelsens beslutning om at udvide "Avedøre for alle"-projektet til også at blive et fritidsprojekt for børn og unge i andre dele af Hvidovre falder helt i tråd med vores overordnede vision om, at Hvidovre skal være børnenes og familiernes by, siger borgmester Helle Adelborg.

Det oprindelige projekt ændres, så det nye projekt udbredes til andre dele af Hvidovre.

På baggrund af en undersøgelse af unges fritidsvaner, der bl.a. afdækker de unges fritidsaktivitetsniveau i de forskellige områder (skoledistrikter i kommunen), er det besluttet, at udvide "Avedøre for alle" til også at omfatte Engstrandskolens og Gungehusskolens (Sønderkærskolens) områder, som har et aktivitetsniveau for børn og unge, der ligner Avedøre-områdets.

Desuden skal det nye "God fritid for alle – børn og unge" have en bredere målgruppe. Det betyder at også de yngste skolebørn bliver en del af projektet. Målgruppen ændres fra 10-15 år og til 0.-10. klasse. Og så bliver de nuværende fritidsguider erstattet af fritidsvenner, som er en slags kontaktpersoner for nye medlemmer i foreningerne.
Der bliver ansat en projektleder til "God fritid for alle – børn og unge". Vedkommende bliver placeret i kultur- og fritidsafdelingen – og ikke som i dag i fritidsbutikken i Avedøre – for at understøtte udbredelsen af projektet til andre dele af Hvidovre.