Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Ikke udbetalt lærerløn går til skolerne

De cirka 14,8 millioner lønkroner, som Hvidovre Kommune sparede under lærer-lockouten, skal bruges til erstatningstimer til eleverne
6. maj 2013

På Hvidovres skoler planlægger man nu det kommende skoleår, der også skal indeholde den undervisning, eleverne mistede under lockouten. De ikke udbetalte lønmidler under lockouten skal nu bruges til ekstra timer på skemaet. For 9. og 10. klasserne og deres lærere gælder det om at indhente det tabte inden afgangsprøverne, og for resten af klassetrinene, skal erstatningstimerne lægges ind i det kommende skoleår.

En enig kommunalbestyrelse besluttede på mødet den 30. april, at de i alt 14,8 millioner lønkroner, som Hvidovre Kommune sparede under konflikten mellem KL og Danmarks Lærerforening i april skal føres tilbage til skolevæsnet, så de kommer Hvidovres skoleelever til gode. Udover erstatningstimerne skal pengene bruges til kurser til lærerne og til at indgå i det kvalitetsløft, kommunalbestyrelsen har vedtaget for skolerne generelt.

- Jeg er glad for, at vi er enige om, at den konflikt, der har været, ikke skal komme til at gå mere ud over vores børn og unge. Lockouten har i forvejen skabt en masse frustration og bekymring – især for de elever, der skal til afgangsprøve om lidt, siger borgmester Helle Adelborg, der sammen med de øvrige kommunalbestyrelsesmedlemmer roser skolernes og forvaltningens håndtering af lockouten: - Alle har fået det til at fungere, selvom det har været udfordrende, og vi har ikke fået nogen klager fra forældre og elever.

På kommunalbestyrelsesmødet roste borgmesteren også Hvidovres lærere for deres gode humør og kreativitet under lockouten:

- Vi har nogle meget dygtige og engagerede lærere, og jeg er sikker på, at vi her i Hvidovre nok skal finde ud af at komme videre her fra – i fællesskab.