Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Ni er nomineret til lederpriserne 2012

Den 21. maj bliver det afsløret, hvem der er årets ledere inden for idræt og spejderliv i Hvidovre

13. maj 2013

Hvert år hylder Hvidovre Kommune, Idrætsrådet og Samrådet for frivillige børne- og ungdomsorganisationer i Hvidovre det lokale idræts- og spejderliv med et festligt arrangement. Dygtige sportsfolk hædres for deres præstationer og resultater i året, der er gået, og tre personer bliver ved arrangementet kåret med titlerne ”Årets idrætsleder”, ”Årets ungdomsidrætsleder” og ”Årets ungdomsleder”.

I år løber sports- og spejderfesten af stablen i Medborgersalen den 21. maj, og ni ledere fra det lokale idræts- og spejderliv er nomineret til priser.

Casper Cleeman fra HIF, Connie Veber fra Hvidovre Svømmeklub og Michael Bruun Jepsen fra Hvidovre Atletik og Motion er nomineret til Årets Idrætsleder 2012.

Alex Clausen fra Hvidovre Atletik og Motion, Mathias Spendrup Petersen fra Hvidovre Volleyball Klub og Petrea Christiansen og Anne Lundborg fra EIC Gymnastik er nomineret til Årets Ungdomsidrætsleder.

Til Årets Ungdomsleder 2012 er nomineret Christian Nielsen fra FDF Hvidovre, Heidi Lydeking fra KFUM Spejderne i Avedøre og Lisbeth Bergenholz fra Hvidovrespejderne.

I alt 16 frivillige ledere og trænere er blevet indstillet til lederpriserne i år. Omkring 200 idrætsudøvere i alle aldre og fra alle sportsgrene er indstillet til hædring for deres præstationer i 2012.

Til festen i Medborgersalen deltager udover repræsentanter for sports- og spejderforeningerne også borgmester Helle Adelborg, formand for Kultur- og Fritidsudvalget Ömer Kuscu, andre medlemmer af kommunalbestyrelsen og repræsentanter for Hvidovre Kommune, Idrætsrådet og Samrådet. Der vil være taler, buffet, underholdning med Teater Vestvolden og musik med bandet Bunk Brothers fra Hvidovre Musikskole.