Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Hvidovre styrker servicen til erhvervslivet

Fra byggetilladelser til regler for fleksjob – nu skal virksomhederne kun henvende sig ét sted for at få hjælp og vejledning til det hele.
6. maj 2013

Det skal være attraktivt at etablere og drive virksomhed i Hvidovre, og Hvidovre Kommune fjerner nu en sten på vejen ved at forenkle virksomhedernes adgang til kommunens erhvervsservice. Fra den 1. april 2013 behøver lokale virksomheder nemlig kun at henvende sig ét sted i kommunen – uanset om de skal have byggetilladelser, har spørgsmål affald og miljø, har behov for vejledning i reglerne for fleksjob eller andet. Et nyt erhvervsteam bestående af kommunens erhvervskonsulent, en teamleder for byggesagsområdet og afdelingslederen for jobcentrets virksomhedsservice udgør virksomhedernes nye hotline til kommunen og står klar til at tage imod henvendelser om alt fra ledige lokaler og miljøgodkendelser, vækst og eksport til mulighederne for mentorordninger og virksomhedsnetværk.

- Vi vil gerne gøre kontakten mellem kommunen og virksomhederne mere smidig og ligetil, og vi tror på, at det nye erhvervsteam er løsningen, siger borgmester Helle Adelborg. – Hvidovre ønsker at være en attraktiv erhvervskommune, og vi kan ikke leve med, at lokale virksomheder oplever, at de skal rende fra Herodes til Pilatus, når de henvender sig til kommunen for at få svar på et enkelt spørgsmål. Det rimer hverken på service, samarbejde, udvikling eller vækst, som er vores erhvervspolitiske pejlemærker.

Borgmesteren håber, at de lokale virksomheder vil mærke en forbedring, når de fremover kontakter kommunen:

- Vi har lyttet til de meldinger, der er kommet fra virksomhederne i Hvidovre, og erhvervsteamet er et af de tiltag, der gerne skulle medvirke til at forbedre det lokale erhvervsklima, siger hun. – Vi ved, at information og sagsbehandling i kommunen har en afgørende betydning for virksomhedernes mulighed for at drive og udvikle deres forretning.

Erhvervsteamet er en del af Hvidovre Kommunes samlede indsats for at skabe en mere målrettet og effektiv erhvervsservice. I løbet af de kommende år vil kommunen søsætte en række tiltag – både i forhold til de virksomheder, der allerede er i Hvidovre og dem, som måske overvejer at etablere sig i kommunen. Tiltagene omfatter bl.a. netværk og arrangementer, nyhedsbreve, velkomstpakke til nye virksomheder og PR og markedsføring.