Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Nu skal der gang i udviklingen af Hvidovres bymidte

Bred politisk enighed om at starte udviklingsproces, hvor samarbejde mellem kommunalbestyrelse, borgere og udviklerfirma skal være i fokus.
22. april 2013

Efter et temamøde om Hvidovres bymidte er der bred enighed i kommunalbestyrelsen om at sætte en udviklingsproces i gang. Opgaven med at udvikle bymidten skal sendes i udbud, og inden sommerferien vil kommunalbestyrelsen tage stilling til en konkret plan for den videre proces.

- Den brede enighed i kommunalbestyrelsen er et godt udgangspunkt for et nyt bymidteprojekt, hvor kommunalbestyrelse, forvaltning, borgere og udvikler kommer til at samarbejde for at finde den bedste løsning, siger borgmester Helle Adelborg. – Vores vision er at skabe et attraktivt byrum, som kan være et rart samlingssted for Hvidovres borgere.

Udarbejdelsen af en helhedsplan for udviklingen af en ny bymidte i området ved rådhuset og Risbjerggård går i gang, når en ny kommunalbestyrelse er på plads efter kommunalvalget.

- Et så stort og vigtigt udviklingsprojekt for Hvidovre, skal selvfølgelig besluttes af den nye kommunalbestyrelse, som kommer til at følge det til dørs, siger Helle Adelborg. – Men inden da vil vi genoptage den åbne dialog om bymidten og Risbjerggård, vi havde med borgere og foreninger under arbejdet med Planstrategien 2011.

Spørgsmålet om, hvordan borgerne vil blive inddraget i processen omkring bymidten, vil blive afklaret i forbindelse med kommunalbestyrelsens behandling af det videre forløb.