Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Kommunen får nye hjemmesider

Et nyt hvidovre.dk og ca. 50 institutions-hjemmesider forbedrer Hvidovre Kommunes online service til borgere og virksomheder.
20. marts 2013

Den 20. marts ser Hvidovre Kommune lidt anderledes ud. I hvert fald når du møder den på nettet. Hvidovre Kommune går i luften med et nyt hvidovre.dk og omkring 40 nye hjemmesider for kommunale institutioner og virksomheder.

- Vi glæder os meget til lanceringen, for en ny hjemmeside har længe været både ønsket og tiltrængt, siger en glad borgmester Helle Adelborg, der især er tilfreds med Hvidovre Kommunes det nye visuelle udtryk på nettet og med det brugervenlige design: - Hvidovre.dk er jo på en måde Hvidovres ansigt udadtil, og det har betydning for det indtryk, virksomheder og potentielle tilflyttere får af os. Og jeg synes, at vi med billederne på den nye hjemmeside meget bedre får vist, hvad Hvidovre er.

For at sikre brugervenligheden på den kommunens nye hjemmeside er der bl.a. skåret ned på antallet af informationer. 90 webredaktører fra alle kommunens forvaltninger har fået til opgave at tænke ”udefra og ind” – altså at se hjemmesiden og den digitale service fra borgernes og virksomhedernes perspektiv, og det har bl.a. betydet, at den nye hjemmeside har færre undersider, og at informationerne er forenklet. Hjemmesiden er desuden opbygget i et såkaldt ”responsivt design”, så den tilpasser sig skærmstørrelser på fx smart phones og tablets.
Med en ny kommentar-funktion på alle siderne på det ny hvidovre.dk kan brugerne tilmed være med til at holde Hvidovre Kommune i ørerne med hensyn til brugervenligheden nu og fremover. Man kan fx benytte kommentar-funktionen, hvis man ikke forstår teksten; hvis man ikke finder de informationer, man skal bruge; hvis man ikke kan åbne links eller filer osv.

- På den måde stopper hjemmesideprojektet altså ikke her. For os vil brugernes feed back være meget værdifuld information, pointerer borgmesteren. – Hvidovre Kommune ønsker at rykke op i ligaen for ”bedste digitale borgerservice”, og derfor vi vil til stadighed bestræbe os på at udvikle vores online kommunikation og service.

Målet er også, at Hvidovre Kommunes hjemmeside lever op til kravene for tilgængelighed på offentlige hjemmesider, og for at være med til at sikre dette, deltager bl.a. Handicaprådet i en test af den nye hvidovre.dk.

Hvidovre Kommunes nye hjemmesider er leveret af Netmester og designbureauet Sort/Hvid.