Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Engagerede og tilfredse medarbejdere

Høj svarprocent og generelt glade og tilfredse medarbejdere i trivselsmåling
18. januar 2013

Engagementet er højt og arbejdsglæden stor i Hvidovre Kommune. Det viser den store trivselsmåling, som kommunen har gennemført i efteråret 2012. Fire ud af fem medarbejdere er glade for at gå på arbejde og hovedparten – 95 procent – er engagerede i deres arbejde.

- Jeg synes godt, vi kan være stolte af en trivselsmåling, der viser, at vores medarbejdere trives med deres arbejde. Ikke mindst fordi arbejdspresset i kommunerne er højt i disse år, og vi også her i Hvidovre har gennemført et par større forvaltningsændringer, som vi godt ved, påvirker medarbejderne, siger borgmester Helle Adelborg og tilføjer:

- Det glæder mig, at så mange medarbejdere har svaret på spørgsmålene om deres trivsel.

Det er anden gang, Hvidovre Kommune laver en stor trivselsmåling, og denne gang er deltagelsen mærkbart højere end ved første måling i 2009. Hele 75,6 procent af medarbejderne har deltaget i undersøgelsen, der er lavet elektronisk. I 2009 deltog 58,7 procent.

- Vi har i HovedMed været enige om, at det var vigtigt med en høj svarprocent. Derfor har både lederne og tillidsrepræsentanterne lagt en stor indsats i, at det skulle være muligt, at udfylde trivselsmålingen i arbejdstiden. Jeg kender til en institution, der havde sat en liste op, hvor medarbejderne satte et kryds når de havde udfyldt målingen. De kom da også ud med en 100 % besvarelse, hvilket er rigtig godt gået, siger Karin Vesterberg Hansen, fællestillidsmand for BUPL og medlem af HovedMed.

Hun tilføjer:

- Nu er det selvfølgeligt vigtigt, at de enkelte arbejdspladser tager fat på de eventuelle problemstillinger, der er deres trivselsmåling.

Trivselsmåling
Alle kommuner skal gennemføre en trivselsmåling mindst hvert tredje år. Hvidovre Kommune gennemførte sidste trivselsmåling i 2009. Også dengang var resultatet flot, men deltagelsen er langt højere denne gang. Hvidovre Kommunes trivselsmåling for 2012 er gennemført som en elektronisk spørgeskema-undersøgelse blandt alle medarbejdere. Medarbejderne blev bedt om at besvare 46 spørgsmål på en 7-trins skala.

Foruden en samlet opgørelse får hver arbejdsplads/afdeling deres eget resultat af trivselsmålingen, som de kan bruge som et værktøj til at arbejde med afdelingens arbejdsmiljø.

Svarprocent 3.218 medarbejdere havde mulighed for at deltage i trivselsmålingen. 2434 har besvaret spørgeskemaet. Det giver en flot samlet svarprocent på 75,64.