Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Antorini ser på efteruddannelse og talent-elever

Børne- og undervisningsministeren henter inspiration til arbejdet med ny skolereform i Hvidovre. Her tog man i sommer fat på et ambitiøst kvalitetsløft af kommunens skoler.

25. januar 2013

Mandag den 28. januar besøger børne- og undervisningsminister Christine Antorini Hvidovre Kommune. Her skal hun blandt andet høre om det koncept for efteruddannelse af lærere, som flere medier har beskrevet i løbet af de seneste par dage: I Hvidovre Kommune bliver lærerne undervist i klasseledelse og it, mens de underviser. Pointen er, at lærerne efteruddannes, mens de er på arbejde, og eleverne derfor slipper for vikartimer. Samtidig kan læreren udvikle sine kompetencer i den hverdag og med de elever og fag, det handler om. Denne form for efteruddannelse virker bedre end kurser med teori, der siden hen skal omsættes til praksis i klasselokalet.
 
På programmet for ministerbesøget står også en præsentation af Hvidovre Kommunes arbejde med inklusion, talentprogrammer for særligt dygtige og motiverede elever, og samarbejde om innovation med erhvervslivet.
-          Med udspillet til en skolereform har regeringen bl.a. sat sig som mål, at alle elever skal blive så dygtige, som de kan - uanset deres sociale baggrund; at der skal satses på efteruddannelse af lærerne, og at der skal flere timer på skoleskemaet. Det er alt sammen noget, vi allerede er gået i gang med at arbejde med her i Hvidovre, siger borgmester Helle Adelborg, der glæder sig over, at børne- og undervisningsministeren er interesseret i de erfaringer og overvejelser, der er gjort i kommunen. – I 2012 vedtog vi et ambitiøst kvalitetsløft for vores folkeskoler, og vi kan se, at mange af de tanker, vi har gjort os, ligner dem, regeringen gør sig netop nu. 

Ved besøget i Hvidovre kommer ministeren blandt andet til at overvære to feed back-sessioner i efteruddannelseskonceptet ”Undervisning i undervisningen”, møde talent-elever inden for science og deltage i produktion af ost - i et projekt, hvor elever i 8. klasse arbejder sammen med det lokale erhvervsliv. I dette tilfælde er det virksomheden Christian Hansen.

Kvalitetsløftet af Hvidovres folkeskoler indebærer bl.a. flere timer på skoleskemaet, større fokus på skole-hjem-samarbejde, efteruddannelse af lærere, forsøg med to-lærerordninger og talentprogrammer inden for fx science, film og medier, engelsk og matematik.