Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Forvaltningsstrukturen slankes i Hvidovre Kommune


Kommunalbestyrelsen har besluttet, at antallet af forvaltninger i Hvidovre Kommune ændres fra fem til fire.
12. oktober 2012

Kommunaldirektør Lau Svendsen-Tune blev på kommunalbestyrelsesmødet den 9. oktober bedt om at fremlægge et forslag til en ny forvaltningsstruktur, og den 11. oktober orienterede han kommunens ledere og medarbejdere om forslaget til den nye organisering.

Kommunalbestyrelsen har besluttet at ændre kommunens forvaltningsstruktur, så der fremover vil være fire forvaltninger i stedet for fem. Beslutningen kom som følge af et ændringsforslag med en besparelse på 2 mio. kr. til budget 2013 stillet af Socialdemokraterne, SF, Liste T, Dansk Folkeparti, Venstre og Hvidovrelisten.

Forslaget går på, at Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen nedlægges som selvstændig forvaltning, og at opgaver og afdelinger herfra flyttes til andre forvaltninger. Socialområdet for voksne, sundhed og ældre flyttes til Børne- og Ungeforvaltningen, sådan at velfærdsområderne samles, og arbejdsmarkedsområdet flyttes til Central- og Kulturforvaltningen, hvor arbejdsmarkedsområdet bliver koblet sammen med de øvrige borgerservice- og myndighedsopgaver. Udover disse to forvaltningsområder skal der fortsat være en Teknisk Forvaltning og Kommunaldirektørens Område.

Nedlæggelsen af den nuværende Social- og Arbejdsmarkedsforvaltning betyder, at Hvidovre Kommune må tage afsked med social- og arbejdsmarkedsdirektør Kit Claudi. Der pågår forhandlinger om Kit Claudis fratrædelse.

Kommunaldirektør Lau Svendsen-Tune understreger, at det er en meget kompetent direktør, kommunen nu tager afsked med:

- Kit Claudi har gennem mange år været en stærk direktør for Hvidovre Kommune. Hun har med stor dygtighed stået i spidsen for først Social- og Sundhedsforvaltningen og senest Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, siger han. – Jeg har altid haft stor respekt for hendes faglige dygtighed og hendes store engagement og indsats på området.

Beslutningen om at nedlægge Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen sker ud fra en vurdering af, hvordan kommunen organiseres mest hensigtsmæssigt i fire forvaltninger, uddyber han:

- Vi har kigget på, hvordan vi kunne skabe mest mulig opgavemæssig synergi i en ny struktur med fire forvaltninger. I den forbindelse giver det god mening at samle alle velfærdsopgaverne. Samtidig er der synergi i at samle borgerserviceopgaverne, herunder de opgaver, som ligger under arbejdsmarkedsområdet, siger Lau Svendsen-Tune.

Kommunalbestyrelsen behandler indstilling om godkendelse af den overordnede forvaltningsstruktur den 30. oktober 2012, og sag med en konkretisering af den nye struktur og afledte konsekvenser forventes forelagt for kommunalbestyrelsen den 27. november 2012.