Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Juniorpædagoger skal lege vildt med de 3-5-årige

Kommunen går nu i fodsporet på andre kommuner, der har høstet gode erfaringer med at have teenagere ansat i daginstitutionerne.
14. august 2012

Efter sommerferien vil elever i Hvidovres 8. klasser og unge i kommunens foreninger og klubber blive opfordret til at sende en ansøgning til verdens fedeste fritidsjob – et job fyldt med leg og sjov.

Som bl.a. Vallensbæk, Ringsted og København har gjort det, vil Hvidovre Kommune nu også gøre forsøg med juniorpædagoger i daginstitutionerne. Meningen er at sikre, at børnene – og især drengene – på 3-5 år får mulighed for at lege flere ”vilde” lege, når de er i institution.

- Det er jo ingen hemmelighed, at de fleste af vores pædagogiske medarbejdere er kvinder, og selvom de gør deres arbejde rigtig godt, så er det ikke fodboldturneringer, brydekampe for sjov og sværdkampe, der er allermest af i vores institutioner, og det er der mange drenge, der savner, siger fungerende borgmester  i kommunen Helle Adelborg. –  Mandlige pædagoger og pædagogmedhjælpere til 0-6 års institutionerne hænger ikke på træerne, men med juniorpædagog-ordningen håber vi, at de vilde og meget fysiske lege kan komme til at fylde noget mere i børnenes hverdag.

Daginstitutionschefen forklarer, at det dels er juniorpædagogernes unge alder, dels at flere af dem formentlig vil være store drenge, der gør, at de er bedre end de voksne medarbejdere til lege, der er fysiske og mere aktive end at tegne, synge, lægge puslespil og lave perleplader.

De unge, der kommer gennem nåleøjet til juniorpædagogordningen får først et 28 timers kursus på Ungdomsskolen, hvor de bl.a. skal lære om børn, ansvar, roller, lege og førstehjælp. Derefter får de 10 ugers lønnet praktik i en af Hvidovres daginstitutioner. Når praktikken er gennemført, får de unge så mulighed for at søge fast fritidsjob som juniorpædagog i kommunen. Jobbet indebærer, at man 4-6 timer om ugen skal være i en institution og lege med børnene dér.

- Vi håber, at der er mange unge, der vil være interesseret i at blive juniorpædagoger, siger Trine Schandorff. – Det er jo et anderledes fritidsjob og en oplagt mulighed for at få erfaring og prøve sig selv af, hvis man fx har en drøm om at komme til at arbejde med børn – enten som pædagog eller lærer senere hen.

På Ungdomsskolens hjemmeside kan man læse mere om juniorpædagog-ordningen. Der er ansøgningsfrist til kursus og praktik den 21. august 2012.