Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Kommunernes økonomiaftale med regeringen er på plads

Men usikkerhed om bl.a. anlægsloft og ledighedstal gør det fortsat svært at sige noget endeligt om rammerne for Hvidovre Kommunes budget for 2013.
4. juli 2012

Regeringens aftale med kommunerne om økonomien for 2013 er som tidligere omtalt nu på plads, og Hvidovre Kommune har netop fået at vide, hvor meget kommunen modtager i generelle tilskud og udligning i 2013.

- Nu kunne man så tro, at vi har de nødvendige tal til at kunne sige noget om hvilken vej, det går for kommunens økonomi i det kommende budgetår, men sådan er det desværre ikke, forklarer fungerende borgmester Helle Adelborg.

– Umiddelbart ser det ud som om, vi skal finde 45 mio. kroner for at få budgettet for 2013 til at gå op, men der er faktisk stadig en række forudsætninger og budgettal, som ikke er endelige. Derfor er det stadig for tidligt at sige noget mere præcist om, hvilken opgave vi politikere står med, når vi skal forhandle om budgettet for næste år.

En af de faktorer, der kan føre til ændringer i balancen, er bl.a. antallet af ledige i Hvidovre. Ledighedstallet svinger i takt med den samfundsøkonomiske situation generelt, og kommunens økonomi er afhængig af, hvor mange borgere i Hvidovre, der fx er på kontanthjælp. Forvaltningen regner stadig på de endelige forventede budgettal for disse områder.

En anden faktor er anlægsrammen – altså det råderum, der aftales og fordeles til kommunerne i forhold til anlægsinvesteringer. I kommunalbestyrelsen har der – både i forbindelse med vedtagelsen af budgettet for 2012 og overslagsårene 2013-2015 og senere beslutninger – været ønsker til anlægsinvesteringer i 2013 på ca. 200 mio. kr.

- Men der er en sandsynlighed for, at anlægsloftet i kommunerne bliver fastsat, så vi kun må have anlægsudgifter på mellem 140 og 150 millioner kroner, og det ændrer jo billedet noget, konstaterer den fungerende borgmester. – De 50-60 millioner, vi så alligevel ikke må bruge på anlæg, skal vi jo så heller ikke til at hente frem andre steder fra.

Den fungerende borgmester og resten af kommunalbestyrelsen må vente lidt endnu, før de får mere at vide om anlægsrammen. Kommunernes Landsforening og kommunerne skal drøfte anlægsloftet i august måned.

- Der er altså flere forhold, som vi først får klarhed over, når vi skal i gang med selve budgetforhandlingerne efter sommerferien, konkluderer Helle Adelborg. – Det er et stort puslespil, der skal lægges, og de fleste dele af budgettet er indbyrdes afhængige, så når man flytter på nogle tal, har det indvirkning på de muligheder, der er andre steder i budgettet. Men jeg er fortrøstningsfuld og håber på at vi kan få vedtaget et godt og fremsynet budget for Hvidovre.