Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Kommunalbestyrelsen afventer regeringens aftale med KL


Venter spændt på de endelige tal fra staten
22. juni 2012

Kommunens politikere må vente til efter sommerferien med at komme i gang med arbejdet med kommunens budget for 2013. De afgørende udmeldinger om statstilskud er endnu ikke kommet.

Økonomiudvalget mødtes torsdag den 21. juni for at drøfte de økonomiske konsekvenser af aftalen mellem regeringen og KL. Men ved mødets start var der endnu ikke kommet nogen udmeldinger om statstilskuddet og de generelle tilskud til kommunerne.

- Det betyder, at vi i Økonomiudvalget faktisk ikke kender den endelige bundlinje, og at vi ikke ved, hvad vi reelt har at arbejde med i forhold til kommunens budget for næste år, udtaler fungerende borgmester Helle Adelborg. – Derfor giver det ikke mening at gå ud og fortælle, at kommunens budget for 2013 har et overskud eller underskud på det og det beløb. Det er simpelt hen for tidligt, og vi politikere sidder kun med en arbejdskladde, som ikke er færdig. Jeg vil dog slå fast, at det altid er en stor opgave at lægge et budget, og det er det, fordi der er en række hensyn og prioriteringer, der skal tages, så vi også fremover kan levere en god borgerservice.

Helle Adelborg understreger desuden, at der i den nuværende finansieringsoversigt, som er den oversigt, der viser hvilke indtægter og udgifter, kommunen forventes at have i 2013, er der indlagt en række forudsætninger, som der er behov for at få belyst nærmere.

- Fx er der behov for yderligere drøftelser af niveauet for kommunens anlægsarbejder i 2013. Regeringen har udmeldt et loft, og borgmestrene skal sammen med KL drøfte, hvad det får af konsekvenser for den enkelte kommune, siger den fungerende borgmester. - På driftssiden er der behov for at vente på resultatet af en række analyser, inden det med sikkerhed kan fastslås, hvilke økonomiske konsekvenser det har for kommunens økonomi i 2013 og de efterfølgende år.

Og Helle Adelborg tilføjer:
- Den statsgaranterede udmelding på udskrivningsgrundlaget er bedre end jeg turde håbe på. Den første prognose var mere pessimistisk, og det er jo i sig selv glædeligt, for det er med til at forbedre kommunens bundlinje.

På grund af de manglende udmeldinger fra centralt hold valgte Økonomiudvalget på deres møde i torsdags stedet at drøfte behovet for en mere langsigtet økonomisk politik for Hvidovre Kommune.

I august mødes de politiske fagudvalg for at drøfte konkrete budgetinitiativer, som så oversendes til Økonomiudvalgets 1. behandling af budgettet i slutningen af august.