Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Minister besøger Sommerfugl og X-House


Karen Hækkerup ser på børne- og ungetiltag i Hvidovre
23. marts 2012

Socialminister Karen Hækkerup skal på sit første ministerbesøg i Hvidovre mandag den 26. marts besøge to af kommunens specialiserede børne- og ungetilbud. Borgmester Milton Graff Pedersen og socialudvalgsformand Helle Adelborg deltager i ministerbesøget.

- Jeg glæder mig til at vise socialministeren et par af vores gode forebyggende tilbud på det specialiserede børne- og ungeområde. Fælles for de to tilbud er, at de med overkommelige ressourcer gør en stor forskel i de enkelte børn, unge og familiers liv, siger borgmester Milton Graff Pedersen.

Under sit besøg skal socialministeren først se nærmere på Sommerfuglen, der er en Mini Gruppe for 0-4-årige børn, der ofte er for tidligt født og derfor kan have nogle forskellige vanskeligheder. Det er målet, at sommerfugle-børnene, når de er klart til det, skal kunne flyttes over i en almindelig børneinstitution og senere i en almindelig skole. Sommerfuglen er således et forebyggende tilbud, der har til formål at hjælpe børnene på rette vej gennem en tidlig indsats.

I forlængelse af besøget hos de små børn i Sommerfuglen, skal Karen Hækkerup videre til X-house, der ligger i Avedøre. X-House er et forebyggende tilbud til 16-23-årige unge, der har været anbragt uden for hjemmet. Formålet med bostedet er, at støtte de unge i at komme videre og skabe deres eget liv efter eksempelvis en anbringelse.
X-House omfatter tre lejligheder, hvor der bor 3-4 unge. Medarbejdere i X-House hjælper de unge med at strukturere hverdagen, komme op om morgenen og af sted i skole eller på job/praktikplads. Formålet med bostedet er, at gøre den unge klar til at flytte for sig selv f.eks. i en hybel inden for et år til halvandet.

Under besøget i X-House er der afsat tid til at Socialminister Karen Hækkerup kan få en snak med de unge, der bor i X-House om deres liv og dagligdag. Samtidig møder ministeren de fagpersoner, der til dagligt driver Sommerfuglen og X-House, foruden chefer og direktøren for Hvidovre Kommunes børne- og ungeforvaltning.