Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Faldende kriminalitet i Hvidovre


Der blev begået færre indbrud og anden kriminalitet i Hvidovre i 2011 end året før
22. februar 2012

Der var sidste år langt færre indbrud i Hvidovre, end året før. Det viser den seneste kriminalitetsstatistik fra Københavns Vestegns Politi.

- Jeg er godt tilfreds med de her tal. Det går den rigtige vej, siger borgmester Milton Graff Pedersen om de nye kriminalitetstal.

Ifølge tallene er antallet af indbrud i Hvidovre Kommune faldet med knap 25 procent fra 722 i 2010 og til 544 i 2011. Faldet i indbrud skal ses i forhold til udviklingen på Vestegnen generelt, hvor antallet af indbrud er faldet med fem procent, mens tallet på landsplan er steget med 2 procent.
Det er andet år i træk, at indbrudstallene på Vestegnen falder. Det hænger ifølge politiinspektør fra Københavns Vestegns Politi, Jørn Kjer, sammen med, at Vestegnens Politi sidste år iværksatte en særlig indsats for at få indbrudstallet ned.

Men det er ikke kun indbrudstyvene, der har fået kam til deres hår. Helt generelt er der begået mindre kriminalitet i Hvidovre sidste år, sammenlignet med i 2010. Ser man på antallet af anmeldelser af tyverier fra biler, så er de også faldet. Der var sidste år 327 tyverier fra biler i Hvidovre mod 530 året før. Der har desuden været færre tasketyverier, biltyverier, røverier, butikstyverier, tricktyverier og lommetyverier. I alt er antallet af anmeldelser af straffelovsovertrædelser faldet med 871 fra 2010-2011:

- Det er en virkelig god udvikling, som jeg håber, at vi sammen med politiet kan være med til at holde fast i og måske endda ligefrem styrke i de kommende år – til gavn og glæde for Hvidovres borgere, siger borgmester Milton Graff Pedersen.

Den samme positive tendens ses i flere andre Vestegnskommuner. Hvidovre Kommune har desværre oplevet lidt flere indbrud i offentlige institutioner, 81 sidste år mod 61 i 2010. Og så er voldsanmeldelserne stort set uændret, der var 91 i 2010 og 94 i 2011.