Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Undersøgelse af forældresamarbejde skal tages med et gran salt

Forskeren Søren Smidt drager meget hastige konklusioner om arbejdet i Hvidovres daginstitutioner. ”Det kniber med datamaterialet til undersøgelsen, der i øvrigt er 2-3 år gammel”, lyder det fra Hvidovre Kommune.

24. januar 2012

I P4 København kunne man tirsdag den 24. januar høre, at i 4 ud af 10 tilfælde inddrager pædagoger i Hvidovres daginstitutioner ikke forældrene, hvis der er problemer med et barn. P4’s indslag byggede på en artikel fra fagbladet Børn og unge, hvor forskeren Søren Smidt er interviewet om en undersøgelse, han har foretaget i Hvidovre Kommune tilbage i 2009. Både Børn & Unge og P4 København har valgt at fokusere ensidigt på Søren Smidts konklusioner, og det ærgrer Hvidovre Kommune.
-  Først og fremmest er det vigtigt at holde fast i, at Søren Smidt foretog sin undersøgelse i 2009, da institutionerne først lige var begyndt at arbejde med læreplaner. I dag er vi meget mere erfarne, og forældresamarbejde indgår i dag som en obligatorisk del af planerne, siger Børne- og Ungedirektør Christine Brochdorf. – Det er derfor misvisende at bruge undersøgelsesresultater, som er 2-3 år gamle, til at fortælle historier om, hvordan forældresamarbejdet fungerer – eller ikke fungerer – i dag.

Hvidovre Kommune har desuden en række væsentlige anker i forhold til Sørens Smidts undersøgelse i 2009.
- For det første dækkede undersøgelsen kun ca. halvdelen af vores institutioner, og for det andet kan vi se, at der er uoverensstemmelser mellem det antal læreplaner, institutionerne mener at have afleveret til forskeren og det antal, Søren Smidt har opgivet i sin rapport, fortæller Børne- og Ungedirektøren. – Desuden fik institutionerne dengang  meget kort tid til at udarbejde og indsende læreplanerne til analysen, og forskeren skrev selv i en mail til institutionerne, at det ikke var ”betydningsfuldt, om de individuelle læreplaner kunne være lidt bedre eller gøres lidt mere nøjagtige”.
Christine Brochdorf forklarer desuden, at institutionerne afleverede læreplaner både for børn, der havde særlige behov, og børn, der ikke havde nogen problemer, forældrene skulle kontaktes om.

Hvidovre Kommune arbejder hele tiden på at udvikle og styrke samarbejdet mellem personale og forældre i institutioner og skoler.
- Dialogen er meget vigtig for barnet, og hvis forvaltningen fx får henvendelser om problemer, bliver både personale, ledere og forældre mødt med spørgsmålet ”Har I talt med forældrene?” eller ”Har I talt med personalet/lederen?”, siger Christine Brochdorf.

Hun fortæller også, at mange institutioner har forældresamarbejdet som et mål i deres kontrakter, og at læreplanerne, som institutionerne nu har flere års erfaring i at bruge, også omfatter forældresamarbejde. Desuden kan institutionerne trække på pædagogiske konsulenter og vejledere i forvaltningen, som kan hjælpe med at styrke dialogen med forældrene.