Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Foredrag om børns seksualitet

Er det normalt at vise numser i børnehaven? Hvornår skal man lade børnene lege doktorlege, og hvornår skal man som forældre og institutionspersonale gribe ind? – Førende ekspert giver svar på tema-møde for alle forældre til børn i daginstitutionerne.
11. januar 2012

Børn, køn og seksualitet er på dagsordenen mange steder i øjeblikket. Både politisk, i medierne og i institutionerne. Grænser har flyttet sig, og mange voksne er usikre på, hvordan de skal forholde sig til børns naturlige seksualitet og nysgerrighed på krop og køn. Børne- og Ungeforvaltningen har derfor inviteret en ekspert på området til at komme og dele sin viden og erfaringer med forældre til børn i 0-6 års institutionerne.

Den 26. januar kl. 19-21 gæster  medicinsk journalist og forfatter Anna Louise Stevnhøj Medborgersalen med et gratis foredrag for småbørnsforældre. Stevnhøj har  igennem mange år har arbejdet med børn, unge og seksualitet bl.a. i Sundhedsstyrelsen og Børns Vilkår. I marts 2011 udgav hun sammen med Søren Gundelach rapporten ”Doktorleg i børnehaven” om børns seksuelle adfærd i børnehaven og forældre og pædagogers opfattelse af adfærden - og deres kommunikation om emnet.

Anna Louise Stevnhøj gæstede også i efteråret Hvidovre Kommune, hvor hun og Søren Gundelach mødte medarbejdere og ledere på daginstitutionsområdet for at fortælle om deres undersøgelser og undervise i normal og unormal seksuel adfærd hos førskolebørn, og hvordan det skal tackles.
- Stevnhøj og Gundelachs undersøgelser viser, at børn i Hvidovres daginstitutioner har den samme adfærd som andre danske børnehavebørn, men vi kan mærke en ny usikkerhed hos personale og forældre i forhold til børns seksualitet og hvad der er normalt, og det er grunden til, at vi har valgt at sætte fokus på emnet, siger konsulent i Børne- og Ungeforvaltningen Kirsten Haahr. Hun fortæller, at forvaltningen også barsler med en folder til forældrene i daginstitutionerne om samme emne.

Til temaaftenen den 26. januar vil Anna Louise Stevnhøj komme ind på spørgsmål om, hvad der er normal barnlig seksualitet og hvordan den adskiller sig fra de voksnes. Hvilke doktor- og numselege kan børn finde på at lege – og hvad må de, og hvad må de ikke? Og hvordan taler man overhovedet med sine småbørn om krop, køn og seksualitet?

Arrangementet er åbent for alle forældre til børn i Hvidovres 0-6 års institutioner, og det er gratis.