Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Nytilflyttet videovirksomhed fik fuld plade til Erhvervsforum


Netværket spiller en stor rolle, når virksomheder mødes i Erhvervsforum Hvidovre. Ved det seneste møde blev der spillet netværksbingo, og her løb Daniel Weissensteiner med præmien, som er en gratis sparringstime med Væksthus Hovedstadsregionen.
13. november 2018
Der kan være masser af inspiration at hente, hvis man er virksomhedsejer og deltager i Hvidovre Kommunes gratis netværk Erhvervsforum, som mødes to gange om året.
Det kan Daniel Weissensteiner tale med om. Han driver virksomheden Augenblick Film, som laver onlinevideoer.
For nylig deltog han for første gang i Erhvervsforum, som holdt møde hos BIOFOS på Avedøre Holme. Efter en række spændende oplæg om bæredygtighed fra borgmester Helle Adelborg, BIOFOS’ kommunikationschef Stig Dalum og business manager Dan Boding-Jensen fra Cerama var der netværksbingo. Her skulle deltagerne netværke på kryds og tværs, og efterfølgende blev der trukket lod om en præmie, som består af en gratis
vejledning hos Væksthus Hovedstadsregionen. 

Og her var der gevinst til Daniel Weissensteiner, som var enormt glad for udsigten til sparring.
”Min virksomhed er seks år gammel, og jeg har tidligere fået sparring hos Væksthuset og Københavns Erhvervshus, og det er noget, man altid kan bruge. Det er meget givende at få ny inspiration. Hvor er vi nu og hvad mangler vi? Det eksterne perspektiv er guld værd,” fortæller Daniel Weissensteiner, som kommer fra Østrig, hvor han også var selvstændig og producerede programmer til de østrigske tv-stationer.

For otte år siden rykkede han til Danmark og etablerede sig efter et par år med en ny virksomhed, som primært laver online-videoproduktioner for virksomheder samt tilbyder rådgivning og workshops for virksomheder, der har behov for sparring eller selv vil i gang med video online. Han har i begyndelsen af 2018 rykket virksomheden fra København til Hvidovre, og det var derfor første gang han deltog i Erhvervsforum.

”Det var dejligt at være med til Erhvervsforum. Der var mange nye ansigter, og det er godt at lære andre virksomheder fra ens lokalområde at kende. Det kan være med til at åbne nogle nye døre. Jeg var også overrasket over, hvor mange forskellige typer af virksomheder, der findes i Hvidovre,” fortæller Daniel Weissensteiner.
Hvis du eller andre fra din virksomhed vil være med næste gang Erhvervsforum Hvidovre mødes, så hold øje på hvidovre.dk/erhverv i begyndelsen af 2019. Erhvervsforum Hvidovre er for virksomheder i Hvidovre med under 20 ansatte.