Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Hilsen fra borgmester Helle Adelborg

13. november 2018

Tiden går, og kalenderen fortæller os, at vi nu er i midten af november. I denne uge (uge 46) løber Danmarks Iværksætteruge af stablen i hele landet. Iværksætterugen er en del af Global Entrepreneurship Week, der finder sted over hele verden.
Temaet for iværksætterugen er FN’s 17 Verdensmål. Verdensmålene bliver brugt mange steder, og bæredygtighed er omdrejningspunktet. I Hvidovre Kommune har kommunalbestyrelsen besluttet, at kommunen skal arbejde med verdensmålene, og de skal indarbejdes i den næste planstrategi, der danner baggrund for Kommunalbestyrelsens videre udviklingsarbejde.

Men verdensmålene er også noget, som mange iværksættere kan bruge. Der bliver i fremtiden brug for iværksættere, som både kan skabe vækst i det danske erhvervsliv og samtidig være med til at præge os alle sammen til at få en mere bæredygtig adfærd. 
Vi har i Hvidovre Kommune et stort fokus på iværksættere. Tidligere på efteråret var vi medarrangør af to velbesøgte workshops om digital markedsføring. Og den 29. november inviterer vi iværksættere til Iværksætterintro på Bibliotekscafeen på Hvidovrevej 280.
Som iværksætter kan man hele tiden blive klogere og få ny inspiration. I denne udgave af Erhvervsnyt kan du møde to iværksættere, som begge har været innovative indenfor deres brancher.

Camilla Krøyer og Kasper Bondegaard Pedersen har på få år skabt en populær webshop, hvorfra de sælger tøj til tusindvis af unge danske kvinder. Webshoppen ligger på Avedøre Holme, og Camilla og Kasper fortæller om, hvordan deres virksomhed blandt andet sparrer med andre iværksættere i lokalområdet.
Du kan også læse om Daniel Weissensteiner, der har et videoproduktionsselskab i Hvidovre. Han deltog for nogle uger siden i Erhvervsforum Hvidovre, hvor temaet for øvrigt også var bæredygtighed. Her vandt han en præmie i det såkaldte netværksbingo. Præmien er en sparring med Væksthuset. Og som førnævnt kan iværksættere altid bruge nye inputs. Det er Daniel helt enig i – for som han siger: ”Det er meget givende at få ny inspiration. Det eksterne perspektiv er guld værd.”
God iværksætteruge og god læselyst med Erhvervsnyt.

Med venlig hilsen
Helle Adelborg, borgmester i Hvidovre Kommune