Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Flittig deltager i Erhvervsforum: ”Det kan være med til at give nye kunder”

Siden 2015 har Hvidovre Kommune flere gange årligt været vært for møder i Erhvervsforum. Emnerne varierer, og mange af deltagerne kommer gerne igen, fordi der både er inspiration og nye bekendtskaber at hente. Næste møde i Erhvervsforum er 11. oktober.
24. september 2018

Ny viden og gode råd er i høj kurs hos erhvervsdrivende. Men det kan være svært at være opdateret på de seneste tendenser og udvikling, når man også skal passe sine kunder og medarbejdere.
Derfor er mange virksomhedsejere med i et erhvervsnetværk. Hvis man driver en enkeltmandsvirksomhed eller måske en mindre virksomhed med få ansatte, kan der være inspiration at hente i et netværk, hvor man møder andre selvstændige erhvervsdrivende. Hvidovre Kommune har siden 2015 faciliteret netværket Erhvervsforum Hvidovre. Her indbydes virksomheder med mindre end tyve ansatte to gange om året til et møde, hvor der er et relevant emne på dagsordenen.

I kommunens interesse at virksomheder trives
En af de faste deltagere er Torben Østermark fra Pjerrot Magic. Han anbefaler andre Hvidovre-virksomheder at deltage i møderne.
”Jeg startede med at komme i Erhvervsforum for tre år siden, og er siden kommet til næsten alle arrangementer. Der er stor inspiration at hente – både fra oplægsholderne, som giver ny viden, men også fra de mange andre virksomhedsejere, som jeg taler med, når jeg er til møderne. Det er noget, som jeg ikke kan få andre steder. Det giver nye kontakter og det kan være med til at skabe nye kunder til en, at man mødes på denne lidt uformelle måde,” siger Torben Østermark.
Han husker især et møde i Erhvervsforum i efteråret 2017, hvor digital markedsføring var på programmet.
”Her blev jeg klogere på SEO-optimering. Her var der blevet gjort et fint forarbejde, og oplægsholderne havde været inde at analysere ens hjemmeside, så vi fik noget med hjem at arbejde videre med,” siger Torben Østermark, der driver en netbutik, hvor han sælger trylleudstyr. 
Han mener, at det er godt, at Hvidovre Kommune lægger kræfter i at afholde Erhvervsforum.
”Det er helt rigtigt, at Hvidovre Kommuner gør det her. Det er i kommunens interesse, at vi virksomheder trives, og det er Erhvervsforum med til at sørge for,” siger Torben Østermark.

Godt til at netværke
En anden fast deltager er Bent Nielsen, der har virksomheden Service Partner System. Han bruger også møderne til at udveksle viden og erfaring med andre virksomhedsejere.
”Det er nogle gode emner, der bliver taget op i Erhvervsforum. Jeg plejer at deltage. Jeg har en enkeltmandsvirksomhed og bruger også møderne til at netværke med andre selvstændige i Hvidovre,” siger Bent Iversen fra Service Partner System, der har speciale i reparation af blandt andet pengeautomater.

Alle virksomheder fra Hvidovre med mindre end 20 medarbejdere på lønningslisten kan deltage i Erhvervsforum. Hvidovre Kommunes borgmester Helle Adelborg opfordrer til, at endnu flere virksomheder kommer til Erhvervsforum.
”Til hvert møde forsøger vi at lave et spændende indhold, som rammer så bredt som muligt. Vores mission er, at der skal være noget viden eller inspiration, som man kan tage med hjem og bruge i sin hverdag. Jeg kan fornemme, at der er et godt netværk på tværs af brancher i Erhvervsforum, og det tror jeg, at mange har gavn af,” siger borgmester Helle Adelborg.

Næste møde i Erhvervsforum bliver holdt 11. oktober, og temaet er 'Hvornår er bæredygtighed en god forretning?'. Læs mere om Erhvervsforum her