Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Nye trafikinfotavler skal lette trafikken for bilister på Avedøre Holme

Et nyt trafikinformationssystem er blevet installeret på Avedøre Holme. Det skal give bilister bedre mulighed for at undgå at hænge i trafikpropper.
7. marts 2018

Trafikken på Avedøre Holme er ofte tæt. Især i myldretidsperioderne om morgenen og eftermiddagen, når tusindvis af medarbejdere skal til og fra deres arbejdsplads. Mange af dem er i bil eller bus, og det giver et tidsbegrænset pres på erhvervsområdets snorlige veje.
Derfor er Hvidovre Kommune og Industri- og Grundejerforeningen for Avedøre Holme gået sammen i et forsøg på at hjælpe trafikanterne. Der er blevet sat fire informationstavler op, som oplyser om den aktuelle rejsetid fra Avedøre Holme og til motorvejstilkørslerne i vestlig retning, som er den vej, de fleste bilister fra Avedøre Holme skal.

Udover informationstavlerne vil en hjemmeside også døgnet rundt blive opdateret med de aktuelle køretider, så bilister allerede inden de sætter sig i bilen kan se, hvor der er den største trafikbelastning og dermed køre en anden vej ud af Avedøre Holme, end de havde tænkt sig.

”Vi har igennem lang tid oplevet, at trafikken er blevet mere og mere udfordret på Avedøre Holme. Vi har et populært og eftertragtet erhvervsområde, hvor flere virksomheder flytter ind, og det skaber mere trængsel på vejene. Det arbejder vi sammen med Hvidovre Kommune hele tiden på at gøre noget for at lette. Derfor har vi i samarbejde nu sat det her nye system op, som kan være med til at fordele trafikken på vejene mere hensigtsmæssigt,” siger Michael Bruhn, der er formand for Industri- og Grundejerforeningen for Avedøre Holme.

Borgmester Helle Adelborg ser også frem til, at trængslen i området kan blive mindre med det nye trafikinfosystem.
”Vi har stort fokus på trafikken på Avedøre Holme. Trafikinfotavlerne og hjemmesiden kan være med til at give bilisterne nogle alternativer, hvis trafikken er tæt på den strækning, de plejer at køre af. Derfor er jeg glad for, at vi sammen med Industri- og Grundejerforeningen nu har taget det her trafikinfosystem i brug,” siger Helle Adelborg.

De fire trafikinfotavler er placeret på Industriholmen og Avedøreholmen, og så er der to tavler på Stamholmen.
På hjemmesiden www.citysense.dk/avedore kan den aktuelle køretid følges døgnet rundt. Der er tre områder, man kan klikke sig ind på:

Vest: Der er aktuel for trafikanter, der skal ud fra den vestlige del af Avedøre Holme
Midt: Der er aktuel for trafikanter, der skal ud fra den midterste del af Avedøre Holme
Øst: Der er aktuel for trafikanter, der skal ud af den østlige del af Avedøre Holme