Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

”Mange tror ikke, at reglerne gælder for dem, men alle ligger inde med persondataoplysninger”


Persondata i alle afskygninger var temaet, da 70 personer fra Hvidovres erhvervsliv deltog i Erhvervsforum Hvidovre for at høre om EU’s nye persondataforordning
17. januar 2018
Som virksomhed er det ikke ligegyldigt, hvordan man behandler de oplysninger, man har om sine kunder eller medarbejdere. Faktisk kan forkert håndtering af persondata ende med at koste dyrt. Overtrædelser af EU’s persondataforordning vil fra maj måned blive takseret hårdt. Helt op mod fire procent af en virksomheds globale omsætning kan man ende med at få i bøde, hvis man ikke har styr på datasikkerheden.
Derfor var 70 repræsentanter fra mere end 50 virksomheder samlet for at blive klogere på persondataforordningen, da Hvidovre Kommune inviterede til årets første møde i Erhvervsforum Hvidovre, der blev afholdt i Frihedens Idrætscenter mandag 15. januar. 
Her havde Hvidovre Kommune fået advokat Catrine Søndergaard Byrne fra Lebora Legal til at komme og fortælle om, hvordan man behandler persondata uden at komme på kant med loven. 

Anders Stæhr, der er medstifter af den lokale virksomhed Boblberg, fortalte også på mødet om sine erfaringer med persondata. Anders gav et eksempel fra hverdagen, hvor man som virksomhed kan komme på kant med persondatalovgivningen.
”Hvor mange af jer har et billede af jeres medarbejdere på hjemmesiden? Det skal man have tilladelse til, og det er måske ikke noget, man har tænkt over,” lød det fra Anders Stæhr.

Advokat Catrine Søndergaard Byrne, som er ekspert i persondataloven, gjorde meget ud af, at virksomheder hele tiden skal tænke over, hvordan man behandler persondata.

”Mange tror ikke, at reglerne gælder for dem, men alle ligger inde med persondata Man skal tænke over, hvad for noget data man har liggende og i hvor lang tid. Når det ikke er relevant længere, skal data slettes. Vi kan sammenligne data med en bil. Bare fordi ens bil holder på en parkeringsplads giver det ikke andre ret til at bruge den. Sådan er det også med data – det skal andre heller ikke bruge,” sagde Catrine Søndergaard Byrne, der også understregede, hvorfor det er vigtigt at behandle persondata korrekt. For virusangreb og cyberindbrud er desværre blevet hverdag i Danmark, og derfor kan personfølsomme oplysninger ende i hænderne på de forkerte. 

”Virus er blevet en milliardvirksomhed – man kan købe et virusangreb for et mindre beløb. Og virker angrebet ikke efter hensigten, kan man sågar få support,” sagde advokat Catrine Søndergaard Byrne.

Den nye EU-Persondataforordning er en kompleks størrelse, og Datatilsynet har lanceret en hjemmeside om persondataforordningen. Her kan du læse mere om, hvad den betyder for din virksomhed. Find hjemmesiden her