Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Hvidovre Kommune beklager det kaos, som vejarbejde skabte på Avedøre Holme


Dårlig skiltning og manglende varsling var årsager til, at et planlagt vejarbejde fik trafikken til at bryde sammen på Avedøre Holme i slutningen af november.
19. december 2017
Det skabte forståelige frustrationer hos masser af bilister, da der i dagene omkring den 20. november blev udført vejarbejde på Avedøre Holme. Vejarbejdet resulterede nemlig i lange køer, som standsede trafikken helt og som betød, at mange bilister sad i kø i flere timer.
Hvidovre Kommune har efterfølgende lagt sig fladt ned og beklaget det kaotiske forløb. Direktør Gert Nelth fra Hvidovre Kommune forklarer her, hvad der gik galt.

”Vi blev for sent opmærksomme på, at skiltningen om vejarbejdet mandag den 20. november var forkert. Skiltene stod ikke, som det var aftalt mellem kommunen og entreprenøren, og som det var indtegnet i afspærringsplanerne. Dertil kom, at vi fra kommunens side havde begået den fejl ikke at varsle virksomhederne om asfaltarbejdet i god tid,” siger Gert Nelth.

Episoden har med samme ført til, at der fremover bliver strammet op på proceduren.

”Vi vil fremover ændre vores procedurer omkring vejarbejder, så vi i højere grad tager hensyn til specielle forhold som fx trængselsproblemer, og vi vil så vidt muligt planlægge projekterne, så de udføres mest hensigtsmæssigt i forhold til afviklingen af øvrig trafik. Samtidig vil vi sørge for i god tid at varsle virksomheder og borgere, som måtte blive berørt af arbejdet – fx via skiltning, mails, sociale medier eller annoncering. Vi har af dette forløb lært, at vi ikke alene skal kigge på økonomien, når vi planlægger større vejarbejder. Vi vil i højere grad – og gerne i dialog med berørte virksomheder og borgere – planlægge vejarbejdet, så der i videst muligt omfang tages hensyn til produktion, leverancer, til- og fra-transport for medarbejdere osv.
Hvidovre Kommune ønsker at yde en god service til det lokale erhvervsliv, og vi må erkende, at det langt fra er lykkedes i dette tilfælde,” siger Gert Nelth.

Trafiktrængslen på Avedøre Holme er et emne, som Hvidovre Kommune igennem længere tid har haft fokus på. Og om kort tid bliver et nyt trafikinfosystem tændt på Avedøre Holme. Dette skal hjælpe bilister med at vælge den mindst trafikerede vej, når de skal ud af Avedøre Holme. 
Samtidig er lysreguleringen for nylig ved Gl. Køge Landevej blevet justeret, så det skulle give et bedre flow for trafikken, og vi afventer Vejdirektoratet i forhold til at få justeret lysreguleringen ved Avedøre Havnevej.