Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik. "Se vores cookiepolitik.".

Accepter cookies

 

Specialister i hotelrengøring har værdifuldt samarbejde med Hvidovre Kommune


Specialised har specialiseret sig i hotelrengøring af høj kvalitet og har haft et godt samarbejde med Hvidovre Kommune om at finde nye medarbejdere.
19. december 2017
I april 2017 overtog Jan Rye Hougaard, Jacob Witthaus og Per Lange Jørgensen virksomheden Specialised, der er specialiseret i hotelrengøring. Det gjorde de med en vision om at skabe både en økonomisk sund og social ansvarlig virksomhed, hvor fairplay og kompromisløs kvalitet er i højsædet ikke kun i forhold til kunderne, men også medarbejderne.  

”Rengøringsbranchen har et lidt blakket ry og har ofte problemer med høj medarbejderomsætning. Vi har en ambition om at skabe en virksomhed, der leverer den ypperste kvalitet til kunderne, samtidig med at vi tager et socialt ansvar og har glade medarbejdere,” siger direktør Jan Rye Hougaard.

Som en del af virksomhedens sociale profil, startede Specialised i juni 2017 et samarbejde med Hvidovre Kommune, hvor de hjælper ledige i job. Det gør de med et specialudviklet trainee-forløb, hvor ledige hjælpes, uddannes og gøres klar til det danske arbejdsmarked. Tilbuddet blev startet op i juni 2017, men der har allerede været et tocifret antal kursister igennem forløbet, og mere end en håndfuld har fået tilbudt fast arbejde efter forløbet. 

Traineeforløbet er på mange måder en succeshistorie, som alle vinder på. Specialised får som virksomhed de medarbejdere, de har brug for, og virksomheden har ansat flere, som de er blevet utroligt glade for. For kommunen er det af stor værdi at have en virksomhed, der bidrager socialt. For de nye medarbejdere er traineeordningen en god måde at komme i gang igen. En af dem er Michael Donstrup Pedersen, der efter seks måneder som ledig fik tilbudt traineeforløbet og som efterfølgende er blevet fastansat i Specialised. 

”Jeg kan godt lide at arbejde hos Specialised. Jeg føler, de tager sig tid til mig som medarbejder og at jeg er værdsat som medarbejder. De gode kollegaer betyder alt og så er det dejligt at have noget at stå op til om morgenen. Jeg går glad på arbejde og går glad hjem igen,” siger Michael Donstrup Pedersen.

Specialised har i forbindelse med overtagelsen og driften af virksomheden fået sparring af vækstkonsulent Klaus Bo Rasmussen fra Væksthus Hovedstadsregionen til at strukturere og planlægge den fortsatte vækst. Hvidovre Kommune arbejder tæt sammen med Væksthus Hovedstadsregionen om at understøtte virksomhederne i Hvidovre kommune.
 
Har du også en virksomhed med ambitioner om vækst, kan du kontakte erhvervskonsulent Karen Brehm Sørensen på kas@hvidovre.dk.